Denne her blog er blevet til på baggrund af et projekt startet i 2010, som endte med at jeg i 2012 fik jobbet med at arrangere Moesgård Vikingetræf. Jeg er uddannet magister i forhistorisk arkæologi i 2006 og har gennem mit studie altid hygget mig med at lave rekonstruktioner-enten til brug i udstillinger eller bare for at prøve det. Men jeg har aldrig været det man med et gammelt dansk ord kalder “Re-enactor”. Jeg har til gengæld arbejdet meget med levende formidling- men hvad er det så?

Først skal vi lige have nogle grundlæggende ting på plads omkring arkæologi:

Teorien bag arkæologi, er at der findes en sammenhæng mellem en fysisk verden og en metafysisk verden. Ved at studere forhistoriens materielle kultur ( fysiske fund: genstande, bygninger men også knogler, pollen og andre spor) kan vi danne og et indtryk af fortidens samfund og immaterielle kultur. Man forsøger så at sige at skabe et billede af en forhistorisk virkelighed. Men en ting er teori, noget andet praksis: har denne stenøkse vi tolker som en stenønske, rent faktisk været brugt som økse? Ønsket om at komme helt tæt på og med egne øjne ( hænder, krop) erfare at ens hypotese holder vand, har eksisteret længe. Igennem 1960ernes positivistiske arkæologi blev eksperimental arkæologi til tesen om at ved at leve som fortidens mennesker, kunne man blive fortidens mennesker.

Eller sagt på en anden måde: ved at genopføre/genskabe dele af en materiel kultur fra fortiden vil man kunne komme tættere på hvordan det var at være menneske den gang.

Men det kan man ikke. For vi kan aldrig fralægge os vores egen kulturelle bagrund, vores egen tid og det er på baggrund af den, at vi ser verden. Men det betyder ikke, at man ikke igennem eksperimenter og rekonstruktioner kan opnå ny og vigtig viden- vi skal blot ikke regne med at få lige den viden, forhistoriens mennesker besad.

Reenactment

Betyder at genopføre- det har været noget selv de gamle romere benyttede sig af, når i i Colusseum skulle vise. hvor fedt det så ud, når de bankede germanerne. Så det at genopføre historien for at understrege en pointe, er langt fra noget nyt. Men for mange er det også en søgen efter den oplevelse, som historiebøgerne- hvor godt og medrivende de end er skrevet- ikke kan give. Reenactment er ønsket om ikke bare at erkende historien, men at opleve den ( “som at være der selv”) i en fysisk håndgribelig verden. Reenactment behøver derfor ikke have noget formidlende formål, andet end for den implicerede, men detaljegraden er vigtig hvis oplevelsen skal føles autentisk ( her i betydning af ordet “ægte/troværdig”).

Levende historie

Dækker over meget fra benhård skuespillerinstrueret first person reenactment ( vor man bare ER en malkepige fra 1860) til en børnefamilie som skal prøve at leve en uge i et jernalderhus. Fællesordet er “Levende”- dvs. der er altid levende mennesker involveret og et levende/fysiks miljø. Levende Historie er med rette meget populært, da det for det første kan anskueligøre nogle elementer som er noget nær umulige at formidle i en udstilling ( sådan føles det at ro et vikingeskib, sådan smager tørfisk, så mange kræfter skal der til, når man skal flytte en sten til en jættestue) nemlig alt det taktile, vores “kropsviden”.

I denne blog vil jeg beskæftige mig med både levende historie, reenactment, rekonstruktioner og eksperimental arkæologi. Jeg vil fortælle, hvordan jeg laver de rekvisitter jeg bruger i min levende formidling, hvilke beslutninger der står bag og hvordan jeg bruger dem.