“Hvordan bliver man viking?”

I forlængelse af mit allerførste spæde lille indlæg, kom jeg til at tænke på en type mail jeg i mit erhverv får ret tit. Den er send fra nysgerrige familier, unge mennesker, ældre mennesker, par og enlige, som alle godt kunne tænke sig at blive en del af den store årlige Vikingebegivenhed-“Moesgård Vikingetræf”.

Spørgsmålet afspejler ret godt hvilket generelt indtryk og viden der egentlig er omkring den periode af forhistorien, vi kalder vikingetiden. Den er voldsomt præget af at vi hele tiden bruger ordet ” Vikinger” som om vi taler om en etnisk lukket gruppe og kultur, som er så defineret, at det er en rolle man kan påtager sig- som elver eller ork ( dette er ikke ment som en kritik mod rollespil, som jeg elsker, eller mod folk som dyrker vikingelivet).

Desværre er det ikke helt så nemt: mange hurtigt erfarer at det at være ” Viking” er mindst ligeså regelfyldt som at dyrke LARP( LiveActionRolePlaying). Her vil jeg gerne skrive lidt om de problematikker, men også muligheder der er for dem, som skriver og gerne vil være viking.

Lad os starte med de dårlige nyheder: Der findes ikke noget som hedder vikinger. Og det er faktisk til debat om vi overhovedet kan kalde en periode vikingetid.

Vikingerne og vikingetiden var et stærkt symbol som blev skabt i 1873 af  Arkæologen J.C Worsaae- så stærkt, at vi i dag genfinder det i alt fra pålægspakker til roligans udklædning. Men den Viking har aldrig eksisteret.  Han er et produkt af en politisk historiefortælling, som i dag er blevet en grundpille i vores selvforståelse. Folk i norden kalde sig selv mange ting- men viking var ikke en del af dem.

Med Frølichs billeder til Nordisk studentermøde i 1845, får vi ansigter på vikingerne: Djærve bondesønner med langt skæg, iklædt simple klæder og skin- den viking vi i dag ser for os, når vi skal forstille os dem- og det er dem vi ser i nutidige tv-serier, film, og langt hen af vejen også på vores vikingemarkeder. Det som er rigtigt vigtigt at ide, er hvorfor Vikingerne blev til. De var en reaktion på en række sviende nederlag, Danmark havde lidt- først ved at miste Norge under Kalmar unionen, senere ved Dybøl i 1864. man havde kort og godt behov for at stive sig af med noget. Prøv at læse Worsaaes egen beskrivelse- den får ikke får lidt:

“Vi finde vel vore Forfædre hengivene til et grumt og vildt Hedenskab, men alligevel kunne vi dog ikke nægte dem vor beundring. Deres Kjærlighed til Hjemmet og Friheden, deres Trofasthed og Tapperhed, som endog satte Europas mægtigste Stater i Skræk, vare Vidner om en Sjælsadel og Kraft, der i vore Dage tilfulde fortjente at efterlignes.”(  Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøie, fra 1843.)

I Den frankiske præst Dudos normannerkrønnie, spørges vikingerne: Hvad kaldes jeres Herre? Og de svarer ” Intet, for vi er alle lige”. Dette var et citat, som blev fremhævet gentagende gange i skolernes historiebøger og ikke mindst med grundloven af 1849 og en større udbredelse af stemmeretten.- det stemmer bare ikke særligt godt overens med det vi som arkæologer kan finde. Slægten har altafgørende betydning i vikingetiden og da hovedparten af vikingerne var bønder, nogle sågar trælle, var ens muligheder i livet stærkt bundet til slægten. Gravene, boligerne og sundhedstilstanden taler om et stærkt opdelt samfund, men det var ikke det billede man havde lyst til at vis og selv i dag, kæmper vi med klicherne omkring den kæmpende viking og frigjorte vikingekvinde. Læg mærke til næste gang i skal se en vikingeudstilling: hvor mange våben, hvor mange skatte udstilles der? Selv skibene er først og fremmest udstillet til at virke imponerede, ja næsten skræmmende, selv om langt de fleste af dem var helt almindelige handels og transportfartøjer.

Det virker alt sammen ret uskyldigt: at ville se sine forfædre i et positivt lys. Sådan ville de jo sikkert også gerne se sig selv. Men fortiden er også en elastisk størrelse: den kan formes og placeres i den form vi nu ønsker.

På Museerne er vores fornemmeste opgave at gøre vores viden tilgængelige, og for at ramme bredt og lad os være ærlige holde interessen (konkurrencen ) i en tid hvor det aldrig har været nemmere at finde information, har fortællingens magt fået en stor plads. Fokusset er på ” den gode historie” , men som tidligere tider har vist, er den gode historie aldrig neutral og uden politiks agenda.  Læg mærke til museernes plakater for udstillinger om vikingetiden- det er en ikonografi vi kender fra tidligere.

I en tid med en voldsom mængde af information, kan det være svært at være kildekritisk, svært at finde tid og rum til refleksion. Det betyder at museerne ikke alene skal fortælle hvad vi ved, men også hvorfor og hvordan vi ved det og hvorfor vi tolker, som vi tolker. Det gør et museumsbesøg til en krævende oplevelse for gæsterne og til næsten uløselig udfordring for fagpersonale og designere.

Vores faglighed er noget vi aldrig må give køb på, men det kan være fristende at forsimple, forskønne og fortrænge, når man vil have en pointe igennem. En ting som er vigtig at understrege, er at vores viden hele tiden er under udvikling, at arkæologi bygger på indicier såvel som beviser og man kan derfor ikke tale en objektiv sandhed, den vil altid være en konstruktion.

Den gode side af at genopleve fortiden

For mig er det positivt at se alle deltagerne til vikingetræffet aktivt søge at øge deres viden om vikingetiden, at dygtiggøre sig i deres håndværk og deres entusiasme omkring at dele deres erfaringer. De er på sin vis et drømme publikum, som er nysgerrige, kritiske og aktiv bruger den viden museerne giver dem. Men man skal ikke tage fejl- Den måde vi vælger at genopleve fortiden er aldrig apolitisk. Når man ønsker at genskabe og genopleve fortiden er det for det første en ”filtreret oplevelse” – vi ser jo ingen trælle på vikingemarkederne, vi slår ikke vores koner og børn eller ofre heste, eller voldtager slaver. De fleste folk som deltager i vikingemiljøet gør det fordi det giver dem en følelse af fællesskab, af forståelse, i mange tilfælde en a-ha oplevelse som bøger og udstillinger ikke har leveret, og en forbindelse til fortiden.

Intet af dette er der noget galt i- men en gang imellem dukker der interessante spørgsmål op, som f.esk: Kan min koreanske kæreste også være viking?

Og her rammer vi hovedet på sømmet- for i det sekund at du bruger din kulturarv til at ekskludere andre og give dig selv særlige rettigheder, har vi truffet en ideologisk og politiks beslutning. Mange gange har jeg taget mig selv i at sige ved en rundvisning, ” ja, i vikingetiden var VI jo mest af alt bønder”….Men når der er et ”Vi” er der også et ” de andre” og når vi taler om fortiden – især en fortid som ligger 1000 år tilbage er det meningsløst at tale om et ”Vi”. Det antyder nemlig at der er en ubrudt kontinuerlig kulturel sammenhæng mellem de mennesker som lever i Danmark nu ( vel at mærke de hvide, som kan bevise et vist antal generationers ophold i landet) og dem som levede der for 1000 år siden. Men sådan hænger kultur og arv ikke sammen.

Plus hvad dækker det ”Vi” over? Det nuværende politisk geografiske Danmark er på ingen måder identisk med vikingetidens- og var det i øvrigt kun danskere som var vikinger? Så et Vi bliver her ekskluderende og det er jo lidt i modstrid med hele konceptet.

Men jeg kan godt forstå at man kommer til at sige ”Vi”, det er jo meget oppe i tiden at der findes en særlig danskhed, som helt unikt tilmed er genetisk bestemt, så man simpelthen fødes særligt dansk og der findes en helt rigtigt måde at være dansk på- Det har bla. noget at gøre med hvad man skal kunne lide at spise, hvor mange børn man må få og hvilket tøj man går i. Så skal man også synes at H.C Andersen er god ect- der er mange regler.

Alt i alt må vi konstatere, at vi ikke kan kontrollere hvad folk bruger fortiden til eller hvordan de vælger at se på den, men vi kan klæde de personer som bruger fortiden aktivt i deres fritid godt på. Vores levende formidlere er vores ambassadører og det er derfor vigtigt at vi tager dem alvorligt og giver dem mulighed for at være reflekterede- ikke bare i forhold til hvad de formidler, men også hvorfor de gør det. Deres motiver og oplevelser vil altid være meget personlige, men det er også styrken.

De moderne levende vikinger er i min optik t vigtigt redskab til at nå et publikum vi ellers har svært ved at fange, men vi skal være klar over at vi altid servere en yderst redigeret version af fortiden. Kan man gøre det til en styrke, frem for et problem, har vi skabt et spændende dynamisk forum, hvor vi kan vende og dreje spørgsmålet om retten til at skrive vores fælles historie.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s