Mad i vikingetiden- Planter

Når man skal undersøge plantelivet på en gård fra vikingetiden, så er der mange ting man skal have for øje:

1. Hvad vi spiser i dag og synes er ” Mad”, kan være noget ganske andet dengang
2. landbruget var anderledes- ukrudtsplanter kan være ukrudt- og mad
3. nogle planter har pollen som kan minde helt vanvittigt meget om hinanden, f.eks planter af sennepsfamilien. Så det er ikke altid muligt at sige mere end vi har planter af den kurveblomstrende familie. Som kan f.eks være gulerødder…

Så er der metoderne- dem kan vi lige hurtigt gennemgå:

1. pollenanalyse fra bopladslag
2. Makrofossil analyse

Lad os starte med det første: POLLEN

Hvad der er fedt ved pollen: det er stort set uforgængeligt. Pollen er bittelille, men holdbart som en Diamant! Det betyder at vi kan finde pollen som er meget, meget gammelt og stadig i så fin form at vi kan bestemme hvilket træ og plante det kommer fra.  Der er også stor forskel på vindbestøvende og insektbestøvende slægter. Og det kan være svært at se forskel.

Hvad der er knap så fedt: pollen blæser rundt-det er slet ikke sikkert at det pollen vi kigger på, stammer fra planter som har været udnyttet omkring bosættelsen, eller med vilje er bragt ind i huset.  Der er også stor forskel på vindbestøvende og insektbestøvende slægter. Og det kan være svært at se forskel. Man skal også være meget obs på at ens prøve ikke bliver forurenet af ”moderne pollen”

 

Så hvad kan man bruge det til?

Jo, pollen kan sjældent give os svaret på præcis hvilke afgrøder som var dyrket på den enkelte mark. Noget pollen som f.esk fra havre er sindsygt svært at skelne fra den vilde flyvehavre. Og så står man jo der med håret i postkassen. De bedste pollenprøver tages fra ”Forseglede anlæg”- dvs brønde, moser, overgroede vandhuller, grøfter og den slags. Så på en flad bopladsmark kan du ligeså godt glemme det..til gengæld giver det et virkeligt godt billede på hvordan det samlede landskab har set ud på det pågældende tidspunkt. Er der skov? Er det et hedelandskab? Et overdrev? Er det et artsrigt landskab eller meget ensformigt.

Så sagt på en anden måde: Pollenanalyser fra vikingetiden kan male os et billede af det omgivende landskab. Det kan lede til store overraskelser- f.esk kan en nu tør eng, vise sig at havde været et fugtigt moseområde i vikingetiden eller at en åben mark har været en tæt skov. Nogle gange for vi bekræftet vores antagelser, andre gange overraskes man!

Makro-fossiler

Ja, hvad er det egentlig? Makrofossiler er frø og plantedele- dvs blade, stængler, frø, bær og kerner. De er ofte noget tungere og man kan med stor sandsynlighed regne med, at finder man en overraskende stor koncentration af dem inde i et grubehus, så er der nok nogle som har slæbt dem derind. Man kan også finde dem som aftryk i brændte lerkar og jord, på overflader, i jernudvindingsovnes lerkappe- ja alle steder hvor et lille frø eller blad kan sidde fast.

Hvad der er fedt ved makrofossiler: de blæser ikke rundt og de kan træffes mange steder. De giver ofte et ekstremt lokalt billede af hvad der har været lige på denne lokalitet. De kan findes mange steder og kan fortælle noget om alt fra mad til byggematerialer.

Hvad der er knap så fedt: En del planter høstes og opbevares uden deres frø og kerner, som forsvinder på marken, når planten er moden. At opdage en porre eller roe høstet inden den går i blomst, kan derfor være noget nær umuligt…De nedbrydes også langt hurtigere end pollen.

Så nu til sagen: hvilke planter spiste, dyrkede og indsamlede man i vikingetiden?

Jeg har tidligere skrevet om en særlig plads, med planter som ikke er særligt velegnede til mad, men som kan noget andet ( farve? Medicin?) det kan man læse om her:

Hvis vi ser på Pollenanalyserne, så er det svært at sige noget alment om maden, men mere om landskabet. Her er må man se på landskaberne omkring de konkrete prøver, og ganske som i dag, kan der være stærke variationer fra sted til sted og selvfølgelig er der forskelle mellem hhv Danmark, Sverige og Norge. Hvad vi med en forsigtighed kan sige er….

SÅ BLEV DET KOLDT!

Der kommer en kuldeperiode omkring det 9 årh- denne er tydelig set i det store perspektiv, men har nok mere været opfattet som en glidende periode med ” træls vejr” af de folk som levede der. I begyndelsen af vikingetiden (7 årh) er skoven stadig tæt i landet efter at have fået en genopblomstring omkring omkring d. 5 årh. Men herefter kan urbaniseringen, skibsbygningen og sikkert en befolkningsvækst mærket og i hvert fald det sydlige Skandinavien (Danmark) er præget af et meget mere åbent land med heder og overdrev.

 ( kilde: B. E. Berglund 1969 :Vegetation and human influence in south Scandinavia during prehistoric times. Oikos , B. Aaby, Cyclic climatic variations in climate over the past 5,500 years reflected in raised bogs. Nature 263 (nr. 5575), 23. Sep. 1976, ; W. Dansgaard, Klima, is og samfund, Naturens Verden 1977,  K. Randsborg: The Viking Age in Denmark, the Formation of a State, London & New York 1980,  og DET SØNDERJYSKE LANDBRUGS HISTORIE – JERNALDER, VIKINGETID & MIDDELALDER: Af Per Ethelberg, Nis Hardt, Bjørn Poulsen og Anne Birgitte Sørensen 2012)

To rapporter udført på Moesgaard museum bekræfter dette- Her er græsser og hedelyng, og så korn som byg ( dominerer) Rug,  Hvede og havre.

I finder dem her:  https://www.moesgaardmuseum.dk/media/3853/moes_1638.pdf og https://www.moesgaardmuseum.dk/media/1394/moes0923.pdf

HAMP OG HØR

En afgrøde som er lidt værd at nævne, da den både kan være mad og tekstil, er HAMP ( ikke den sjove slags, desværre). Hamp og hør har været dyrket både for sine egenskaber til at lade sig spinde og sno til reb og tekstil, og frøene indeholder mange værdifulde næringsstoffer. Vi har endnu til gode at finde regulære hampetektiler fra vikingetiden, men da den kan forvekslet helt utroligt let med hør, er der en meget stor mulighed for at en del af de vegetabilske tekstiler vi tidligere har bestemt som hør, kan vise sig at være hamp. https://videnskab.dk/kultur-samfund/vikinger-dyrkede-hamp-i-norge

Tilbage til maden:

I 2012 udkom der i journal of danish archaeology en artikel om havebrug i vikingetiden i det sydlige skandinavien ( skåne, Danmark og Schleswig) hvor man undersøgte 14 forskellige lokaliteter dækkende over tiden 775 e.Krf til 1050 e.Krf) (Viking Age garden plants from Southern Scandinavia- diversity, taphonomy and cultural aspects: Pernille Rohde Sloth, Ulla Lund Hansen, Sabine Karg JOA vol 1 nr 1 2012) Den kommer frem til en række spændende resultater.

Men inden vi går i gang med den, så vil jeg lige kort sige noget vigtigt om land-og havebrug i vikingetiden. Vi kan følge landbrugets udvikling op gennem jernalderen, og der er et fænomen som går igen helt op til og med vikingetiden: markrotation. Og hvad er så det? Jo, fra moderne landbrug er man godt klar over at nogle afgrøder udpiner jorden mere end andre, og nogle som de ærteblomstrende sågar kan binde kvælstof i jorden.  Så at rotere afgrøder og afgræsning er en rigtigt god ide. Så er der spørgsmålet om gødning: hvor meget har man gødet markerne? Det er meget svært at sige, men en stald og en beboelse sætter en kvælstofspor i jorden- så tydeligt at vi mange hundrede- ja sågar tusinde år efter er i stand til at finde en beboelse udelukkende vid at kigge på kvælstofindholdet i jorden. Det har man udnyttet ved at lade ”landsbyerne vandre”. De vandrende landsbyer er et fænomen som strækker sig helt op i vikingetiden og her kan man se, at man har udnyttet at jorden under de forladte huse er sindssygt næringsrig. Så man har oppløjet den, når beboelsen har rykket videre.  Så et landbrug som vi kender i dag, hvor møddingen bruges systematisk til at gøde jorden med, er noget vi skal langt længere op i tiden for at se konkrete beviser på. Men at gøde en mindre have er overskueligt.

Marken

På marken vokser korn som Byg, rug, hvede og havre i næsten den rækkefølge ( rug og byg skifter lidt i popularitet, men hvede er mere udbredt end man tror) Ærter og bønner ( hestebønner) kan også være en ”storafgrøde” . Roer (turnips) og Pastinak kendes fra England og Baltikum- mon ikke man også snart finder dem her?

Nå- tilbage til havebrug. Det er sådan at næsten enhver form for beboelsesenhed var det vi nok ville kalde selvforsynende eller delvist selvforsynende med en ”Fadebursøkonomi”. Der er med andre ord virkeligt langt til Rema !000 og Brugsen og det vi kender som detailhandel. Selv i byer har man hold dyr på gaderne og haft havebrug, så salg af madvarer i små mængder som vi ser det i dag, har været stort set ukendt på nær i virkeligt store handelsbyer som Ribe, Hedeby og Aros. Man har skaffet sig forråd og levet af dette vinteren igennem. Det gjaldt altså om at dyrke, fange, fiske og opdrætte mad som kan tørres, ryges, gemmes. Som sidst nævnt blev der ædt en del kød og slagtet igennem hele året, men hvis ikke man skal dø af skørbug, skal der noget grønt til. Og her kan en have være nyttig.

Hvad er en have?

En have og en mark kan være svære at skelne og mange markafgrøder kan findes i haven. Men hvor marken er kendetegnet ved store monokulturer, kan haven rumme et væld af arter. Den kan også rumme flerårige og to-årige arter, samt planter som høstes over en lang periode. Nogle haver ville vi slet ikke kalde haver- som humlehaver og moseporshaver, men områder hvor denne plante groede vildt, men blev passet og værnet om.

Andre planter som bønner og ærter findes både i haven og på marken, og nogle vil vi i dag kalde vilde ( Gåsefod/mælde/havemælde og Spergel) men kan sagtens havde været en afgrøde.

Her ses vilde former af mælde, gåsefod og spergel

Men hvad finder vi ud over disse? Her er en liste:

• Angelika/ kvan
• Bønner
• Kål ( Brassicia-slægten er notorisk svært at skelne, så vi taler nok Kale og grønkål)
• Gulerod
• Cikorie ( her kan både stængel og rod bruges)
• Løg
• Ærter
• Skvalderkål ( den er faktisk en gammel kulturplante)
• Selleri
• Salvie
• Humle

Kål i alle former og farver- og grader af frustration for haveejere..

Så er der planter som også har været dyrket, men som ikke just er mad:

• Sæbeurt
• Humle
• valmue

Vi har også plantefund som er noget ud over det sædvanlige: fra flere lokaliteter har vi rød hestehov/tordenskræppe/pestilensurt) som fra middelalderen er kendt som en lægeplante og farveplante, fra hele 5 lokaliteter ( incl den berømte ”vølvegrav” fra Fyrkat) har vi Bulmeurt, som man ikke skal spøge med! Den er for at sige det kort, pissegiftig! Ja, den kan fremkalde hallucinationer, men altså også død. Hvad man har brugt den til i vikingetiden, kan vi kun gætte om, men den skal omgås med respekt og kendskab.

Bulmeurt- bare lad den stå..

Så kommer vi til frugtafdelingen:

Her er det stort set kun Hedeby som har noget at komme efter og den sene bosættelse omkring Viborg i den tidlige middelalder der kan være med. Frugt lades til overvejende at være en importvarer fra de varmere lande ( det var det der jeg nævnte i starten med en kuldeperiode) og nok noget vi skal til de internationale handelsbyer og byer med klostre i nærheden for at finde. Til gængæld finder vi eksotiske ting som druer, ferskner og kirsebær. Æble er der også og kræge ( kræger er vilde blommer- de er latterligt sure og små, men trods alt et langt lækre alternativ end slåen, som er totalt uspiseligt) og valnød. Kræger og valnød kan godt havde vokset i Norden,( pollenprøver bekræfter dette) og er begge fundet flere steder i landet, samt sverige. Æblet som her ligner en ydmyg frugt, er faktisk også fundet i Oseberg graven og tænk på hvordan denne simple frugt spiller en vigtig rolle i både den Nordiske mytologi ( Iduns æbler som holder døden fra døren) og kristendommen ( hvor det så er den eneste frugt man ikke må æde..)

Krægen- ser fristende ud, men du skal ikke forvente en sød Reine Claude blomme..

Bær som hindbær, jordbær, korbær og brombær finder vi frø af på bosættelser fra vikingetiden- men om de voksede vildt, eller man havde flyttet en busk tæt på gården, er svært at sige. Havtorn har man spist, men da den kun vokser ved kyster ( og har et sandt netværk af sataniske torne) har man nok ikke bragt den hjem. Røn-kendt som Thors Redning- findes i skovene og er også røget indenbords

Udviklingen af haver- hvordan ser det uden fra Jernalder til vikingetid? Plus- det man IKKE finder..

En del brugsplanter har groet vildt og rigeligt, så dem behøvede man ikke værne om, for at kunne udnytte. Hassel og hyld klarer sig fint uden vi blander os. Planter som jernurt og dild er kendt fra Jernalderen, og Kale ( bladkål med flade blade) og sennep forekommer også i den sene jernalder. Nogle planter som løgslægten får desværre næsten aldrig lov til at gå i blomst og sætte frø, men har med garanti været populære, da et af de første ”madord” vi kender er LaukuR ( løg) på en guldbrakteat fra midt 5 årh.  Persille, pastinak, pærer og surkirsebærret er ikke kendt i skandinavisk vikingetidskontekst, men findes i de byer vikingerne grundlagde langs den baltiske kyst. Så mon ikke man godt har været klar over at det smagte godt, og delt den viden med andre?

Her står to ord LaukuR/Løg og Alu/øl? så har man prioriteterne i orden

Land og by- forskellig kost?

Umiddelbart tyder undersøgelserne på at man spise mere varieret og havde flere typer grønt til rådighed i byen- MEN mens der næppe kan være tvivl om, at det var i de store internationale handelsbyer, man kunne komme i kontakt med eksotiske og lækre nye planter, så handler det også om bevaring. I byernes fugtige gader, hvor der hurtigt dannes kulturlag ( I mange tilfælde er kulturlag= meget tykt lag af lort og affald. Pænt klamt at bo i, super spændende for en arkæolog) som beskytter og indkapsler sarte frø og bladdele.

Så hvad har man spist?

Hvis vi ser bort fra kartoflen, så er de fleste rodfrugter fra selleri, pastinak, gulerod og kålrabi, samt turnips faktisk noget vi selv i dag spiser og har gjort siden jernalderen. En del af byggen ( sikkert chokerende meget) er nok røget til ølproduktion og det resterende korn har i tør mode tilstand kunne holde længe. Løg, porre og kål kan overvintre-grønkål bliver sågar bedre efter frosten. Vilde bær og nødder har kunnet hentes uden det store besvær, og man har kunnet nyde de første spæde ærter og lade dem senere modnes til tørhed til forråd. En del planter som mælde, syre, skvalderkål og gåsefod rykker vi rasende op som ukrudt, men de smager altså ganske glimrende. Og efter en lang vinter på magert kød og gule ærter dag efter dag, har man sikkert set frem til de første spæde grønne glade, ganske som i dag hvor man også til påsken skal spise syvkål for at blive sund og rask.

Velbekomme!