Flere Kilder- de nemme, de svære og de helt umulige. Birkaprojektet.

Inden vi kaster os over dragtdesign, vil jeg kort lige anmelde nogle andre steder man kan hente information-OG kort beskrive hvorfor det kan være så svært at få en arkæolog til at sige noget konkret om dragtens udseende.

Lad os tage et helt konkret eksempel: Birkagravene.

Birka er vel næsten sagnomspundet når det kommer til kilder til vikingetidens dragt, og Historia Museet- Sveriges Nationalmuseum- har lavet et fænomenalt arbejde i forhold til at digitalisere fundene. MEN at søge i en database kræver at man ved ret præcist hvad man søger efter og er bekendt med den pågældende databasestruktur. Men med Birkaprojektet er man så godt hjulpet, som det er menneskeligt muligt.

Jeg vil kort beskrive, hvordan jeg bruger de mange data- betragt dette som en guideline til en let måde at navigere mellem de uendeligt mange oplysninger. Et godt sted at starte er det visuelle: Her kan man finde billederne af alle de udgravningstegninger, som er blevet lavet i forbindelse med udgravningerne af Birka-feltet:

Tegninger af grave

Og hvordan bruger man sådan en tegning? Jo, det som er vigtigt at vide, er at tegningen kun er en tegning af én enkelt flade i udgravningen, dvs. at ligger der noget under den afdøde, er noget blevet gravet væk for at afdække graven, ja så vil man ikke kunne se det på denne tegning, da den kun viser én flade. Derfor kombinerer jeg tegningen med at søge på de enkelte grave- der er nemlig i mange tilfælde billeder af alle genstandende med museumsnummer ( det er det nummer, de bliver tildelt under selve udgravningen, som gør at man kan ikke alene finde dem igen i arkivet, men også i udgravningsrapporten se, hvor de er fundet henne i graven.

gravenes fund

Hvis jeg er helt utroligt heldig er den grav jeg er interesseret i, beskrevet i en af de tre Birkapublikationer. Og her er det, at det bliver svært..De er nemlig på tysk..Men der er andre kilder også på et mere tilgængeligt sprog(svensk) og under alle omstændigheder, er det utroligt flot at man har digitaliseret alle de skrifter. Find ordbogen frem og gå amok: Birka digitaliseret litteratur

Nu burde den hellige grav (Høhø) jo være velforvaret- men det er den ikke..fordi:

  1. Mange undersøgelser er lavet mere en en menneskealder efter udgravningerne og der er desværre talrige eksempler på, at fund er blevet rodet sammen, har fået forkert nummer, er helt forsvundet.
  2. Er det tekstil man kommer efter, skal man lige vide, at det blev såmænd ikke regnet for noget under de fleste udgravninger, og blev derfor hjerteløst spulet af, så man kunne komme ind til ” de rigtige oldsager”
  3. Tekstil bevares dårligt- ofte er de rester vi har, rustet fast på genstande og på størrelse med et frimærke.

Et godt eksempel er de smukke brokadebrikbånd med sølv- og for mandsgravenes vedkommende også guld-tråd har efter alt at dømme næsten altid været syet fast på et stykke silke, som igen er syet fast på tøjet. Men da det var båndenes metal, som interesserede arkæologerne, så blev meget tekstil skrubbet af..

De to forskere som i sin tid foretog de mest omfattende undersøgelser af Birkatekstilerne, er Agnes Geijer og Inga Hägg- og deres undersøgelser er som sagt fortaget mellem 30 og 50 år efter at gravene blev gravet.

Er man god til tysk, er Agnes Geijers bog Birka III-die textilfunde, et must read. Dog er der væsentlige fejl i den, som dog skyldes at fund og fundnumre er blevet rodet sammen- men den tager vi senere:

Birka III- die textilfunde

Inga Hägg har skrevet om fundende både på svensk og engelsk:

“Viking Women’s Dress at Birka: A Reconstruction by Archaeological Methods.” I: Cloth and Clothingin Medieval Europe, edited by N. B. Harte and Kenneth G. Ponting. London: Heinemann Educational, 1983, 116–150.

“Mantel och Kjotel i Vikingetidans dragt: I Fornvännen 66/ 1971 side 141-153.

De her to artikler kan man faktisk nemt få fat i ved at bestille dem som kopier fra Stats biblioteket eller Det Kongelige Bibliotek- gør det! De er meget let læselige, og beskriver fint hvor lidt materiale en arkæolog har at gøre med og hvor meget vi skal kunne få ud af det.

 

 

At lave en dragt- jagten på kilder

Tidligere har jeg skrevet lidt om betydningen af klædedragt som en del af formidlingen, både som en del af ens egen oplevelse og gæstens.

Almindelige mennesker med helt almindelige jobs og dertilhørende fritid kommer nok aldrig til at kunne indfri deres drømme om at have en dragt som er en rekonstruktion- dertil har de færreste den håndværksmæssige erfaring, råmaterialer og tiden. Men mindre kan også gøre det.

Kriterier, kilder og inspiration

Da stof er virkeligt dyrt, og tid kostbar er min påstand at man gør sig selv den tjeneste at gøre sit forarbejde virkeligt grundigt. Den sværeste øvelse er at lægge sin moderne æstetik fra sig, så selvom det virker vildt fristende, vil jeg anbefale at UNDGÅ billedsøgninger og fora som f.esk Pinterest. Ja, man kan hente meget inspiration der, men der er ofte meget få kilder på de dragter, så man ender nemt med at få en dragt som er mere Ringenes Herre end den er Danmarks Oltid. Men jeg kan sandelig godt forstå at man søger der, for hverken museerne eller arkæologerne gør det nemt. Det er nemlig sådan at de fleste tekstilrester vi finder fra fortiden, er så fragmenterede, at man skal ud i noget vildt gætværk, for at kunne komme på et bud på den samlede dragt. og hvis der er noget arkæologer hader, så er det at skulle gætte på noget, de ikke er særligt sikre på.

Så hvad gør man?

Hvis man vil have en dragt som er så tæt på vikingetidens dragts som muligt, så skal man til bøgerne. Nationalmuseet har faktisk også en god hjemmeside hvor man kan starte:

Nationalmuseets side

Så er der skrevet gode og lettilgængelige artikler på dansk:

uld, silke og farver

Seler og slæb i vikingetiden: Flemming Bau, KUML 1981

Dette kandidatspeciale er nærmest en klassiker: vikinger i uld og guld

og på Norsk: fragtmenter af kvindedragter– denne artikel forklarer virkeligt godt de udfordringer som er, når man skal læse gravfund. den forklarer også tydeligt fænomenet ” Textil-strategrafi” så man rent faktisk fatter det.

Dette er et fantastisk projekt fra Island: kvinden i blå

Er man allerede kendt med at læse arkæologiske fund, så er Birkagravene en kilde uden lige- på denne database findes de på svensk. Hvilket er rart, da de ellers kun er publiceret på tysk…Gravfeltet på Birka

Det her er et godt sted at starte med arkæologien- så findes der en række meget dygtige “amatører” som har lavet et yderst grundigt forarbejde langt ud over det almindelige hobbyplan- Hildes Thunem kan anbefales:Hildes hjemmeside

 

I næst uge vil jeg komme med et eksempel på hvordan jeg selv laver en dragt- med alle overvejelser, fejl og mangler

 

Klæder skaber folk

Som tidligere nævnt, er den levende formidling defineret ved at man er ansigt til ansigt med formidleren. Dette giver nogle ubetingede fordele, idet man kan stille spontane spørgsmål, man kan demonstrere noget for at understrege sin pointe, man kan tilføje et helt lag af takstil interaktion.

Derfor betyder påklædningen også en del.

For det afhænger af, hvilken en historie man skal fortælle, hvilken viden man vil gengive, hvilken oplevelse, man vil give beskueren. Jeg har i mit arbejde i mange år brugt dragter i formidlingen- nogle gange har deltagere blevet iført dem, andre gange har jeg selv trukket i “arbejdstøjet”. Det som er så fantastik ved tøj, er at det næsten øjeblikkeligt giver bæreren en fornemmelse af, at nu skifter scenarioet. Ment på den måde, at der ikke alene er en anden fysisk bevidsthed, men også mental.

Når man ifører sig en dragt, ifører man sig også en betydning, en rolle. Og det er ligefra kattekostymet til fastelavn, til en grundigt udført historisk rekonstruktion. Der er også en kæmpe forskel fra at se Egtvedpigens tøj i egekisten, til at se et levende menneske gå rundt i den fremmedartede dragt. Tøjet giver adgang til en  “Tavs Viden”- noget som ikke kan intellektuelt  forklares, men skal opleves.

Hvornår er dragten vigtig- og hvornår er den ikke?

Når jeg har et arrangement med levende formidling som handler om- lad os sige vikingetid- kan det være i form af et foredrag, en rundvisning, et forsøg med et håndværk, en demonstration af et redskab ect. Nogle gange er deltagerne beskuere, andre gange er de meget fysisk involveret. Når jeg skal vælge, hvorvidt jeg skal tage en dragt på,  og i så fald hvilken, og om deltagere skal have dragt på, så stiller jeg mig selv en række spørgsmål:

  1. er dragten relevant for beskueren/deltagerens oplevelse?
  2. hvilken en viden er knyttet til dragten?
  3. hvordan påvirker dragten min formidling og gæstens oplevelse?

Ad 1: Dragten skal være relevant i formidlingsøjemed- at lære at bruge et vippelad er en svær kunst, hvor ens krop i forvejen er på overarbejde. Her biddrager dragten ikke til forståelsen for et håndværk eller for den viden som er knyttet til de fund vi har. Sagt på en anden måde: Dragten skal have en funktion i forhold til oplevelsen, den skal understøtte den. Så man kan sagtens formidle et håndværk i en workshop sammen med deltagerne uden at nogen af dem er i andet end praktisk arbejdstøj

ad 2: Hvorfor denne dragt? Tager man en dragt på eller beder man gæster ifører sig den, kan det være nødvendigt at kende baggrundshistorien. Er den baseret på et fund? hvorfra ved vi om det er mande-eller kvindetøj? alder? farver? materialer? Dette er yderst vigtigt, hvis tøjet er centralt for oplevelsen. Til gengæld kan én enkel dragt bruges til at fortælle om et væld af viden: Væveteknik, bevaringsforhold, farver, mode, kropslighed, fåreracer…..

ad 3. Når man ifører sig sin dragt eller beder andre ifører sig den, er det ofte med ønsket om en transformation: man skal føle sig udenfor ens nutidige dagligdag. Det er noget som tøj gør allerbedst! Man har mulighed for eksperimenterer med en anden virkelighed, man kan næsten blive en anden person. OG derfor skal man være varsom med dragter, for de “fylder” meget. De kan fjerne fokus på det, man vil fortælle ( “ej, hvor ser vi fjollede ud”) De kan være grænseoverskridende for nogle at iføre sig, det kan være svært at arbejde i dem, hvis man ikke er vant til det. Men det kan også give denne kropslige “aha-oplevelse, som er så svær at skabe.

Rekonstruktion, kopi og…

I de kommende uger vil jeg fordybe mig i arkæologien og prøve at redegøre for den pinagtigt vanskelige proces det er at fremmane en klædedragt for fortiden. Det er de færreste dragter- selv dem på museerne- som er rekonstruktioner, da det kræver at man har genskabt dragten med materialer og redskaber så tæt på forhistorien, som overhovedet muligt. Alt andet vil aldrig være en rekonstruktion.

En kopi ligger under for de samme regler- så i bedste fald vil jeg kalde det en dygtig håndværker kan med maskinfremstillede tekstiler, plantefarver og moderne nåle, for en ” fortolket model”.  Og med mindre man har så velbevarede fund, at dragten er næsten intakt, vil alle ligge under for mere eller mindre fortolkning.

Men i den kommende tid vil jeg kaste mig over nogle kendte- og knap så kendte- gravfund og vise hvorfor, det er så svært at fremmane en dragt fra stumper og stykker.

Indtil dag kan man nyde den fine film om Hammerumpigens dragt:

rekonstruktion af en jernalderdragt

 

 

“Hvordan bliver man viking?”

I forlængelse af mit allerførste spæde lille indlæg, kom jeg til at tænke på en type mail jeg i mit erhverv får ret tit. Den er send fra nysgerrige familier, unge mennesker, ældre mennesker, par og enlige, som alle godt kunne tænke sig at blive en del af den store årlige Vikingebegivenhed-“Moesgård Vikingetræf”.

Spørgsmålet afspejler ret godt hvilket generelt indtryk og viden der egentlig er omkring den periode af forhistorien, vi kalder vikingetiden. Den er voldsomt præget af at vi hele tiden bruger ordet ” Vikinger” som om vi taler om en etnisk lukket gruppe og kultur, som er så defineret, at det er en rolle man kan påtager sig- som elver eller ork ( dette er ikke ment som en kritik mod rollespil, som jeg elsker, eller mod folk som dyrker vikingelivet).

Desværre er det ikke helt så nemt: mange hurtigt erfarer at det at være ” Viking” er mindst ligeså regelfyldt som at dyrke LARP( LiveActionRolePlaying). Her vil jeg gerne skrive lidt om de problematikker, men også muligheder der er for dem, som skriver og gerne vil være viking.

Lad os starte med de dårlige nyheder: Der findes ikke noget som hedder vikinger. Og det er faktisk til debat om vi overhovedet kan kalde en periode vikingetid.

Vikingerne og vikingetiden var et stærkt symbol som blev skabt i 1873 af  Arkæologen J.C Worsaae- så stærkt, at vi i dag genfinder det i alt fra pålægspakker til roligans udklædning. Men den Viking har aldrig eksisteret.  Han er et produkt af en politisk historiefortælling, som i dag er blevet en grundpille i vores selvforståelse. Folk i norden kalde sig selv mange ting- men viking var ikke en del af dem.

Med Frølichs billeder til Nordisk studentermøde i 1845, får vi ansigter på vikingerne: Djærve bondesønner med langt skæg, iklædt simple klæder og skin- den viking vi i dag ser for os, når vi skal forstille os dem- og det er dem vi ser i nutidige tv-serier, film, og langt hen af vejen også på vores vikingemarkeder. Det som er rigtigt vigtigt at ide, er hvorfor Vikingerne blev til. De var en reaktion på en række sviende nederlag, Danmark havde lidt- først ved at miste Norge under Kalmar unionen, senere ved Dybøl i 1864. man havde kort og godt behov for at stive sig af med noget. Prøv at læse Worsaaes egen beskrivelse- den får ikke får lidt:

“Vi finde vel vore Forfædre hengivene til et grumt og vildt Hedenskab, men alligevel kunne vi dog ikke nægte dem vor beundring. Deres Kjærlighed til Hjemmet og Friheden, deres Trofasthed og Tapperhed, som endog satte Europas mægtigste Stater i Skræk, vare Vidner om en Sjælsadel og Kraft, der i vore Dage tilfulde fortjente at efterlignes.”(  Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøie, fra 1843.)

I Den frankiske præst Dudos normannerkrønnie, spørges vikingerne: Hvad kaldes jeres Herre? Og de svarer ” Intet, for vi er alle lige”. Dette var et citat, som blev fremhævet gentagende gange i skolernes historiebøger og ikke mindst med grundloven af 1849 og en større udbredelse af stemmeretten.- det stemmer bare ikke særligt godt overens med det vi som arkæologer kan finde. Slægten har altafgørende betydning i vikingetiden og da hovedparten af vikingerne var bønder, nogle sågar trælle, var ens muligheder i livet stærkt bundet til slægten. Gravene, boligerne og sundhedstilstanden taler om et stærkt opdelt samfund, men det var ikke det billede man havde lyst til at vis og selv i dag, kæmper vi med klicherne omkring den kæmpende viking og frigjorte vikingekvinde. Læg mærke til næste gang i skal se en vikingeudstilling: hvor mange våben, hvor mange skatte udstilles der? Selv skibene er først og fremmest udstillet til at virke imponerede, ja næsten skræmmende, selv om langt de fleste af dem var helt almindelige handels og transportfartøjer.

Det virker alt sammen ret uskyldigt: at ville se sine forfædre i et positivt lys. Sådan ville de jo sikkert også gerne se sig selv. Men fortiden er også en elastisk størrelse: den kan formes og placeres i den form vi nu ønsker.

På Museerne er vores fornemmeste opgave at gøre vores viden tilgængelige, og for at ramme bredt og lad os være ærlige holde interessen (konkurrencen ) i en tid hvor det aldrig har været nemmere at finde information, har fortællingens magt fået en stor plads. Fokusset er på ” den gode historie” , men som tidligere tider har vist, er den gode historie aldrig neutral og uden politiks agenda.  Læg mærke til museernes plakater for udstillinger om vikingetiden- det er en ikonografi vi kender fra tidligere.

I en tid med en voldsom mængde af information, kan det være svært at være kildekritisk, svært at finde tid og rum til refleksion. Det betyder at museerne ikke alene skal fortælle hvad vi ved, men også hvorfor og hvordan vi ved det og hvorfor vi tolker, som vi tolker. Det gør et museumsbesøg til en krævende oplevelse for gæsterne og til næsten uløselig udfordring for fagpersonale og designere.

Vores faglighed er noget vi aldrig må give køb på, men det kan være fristende at forsimple, forskønne og fortrænge, når man vil have en pointe igennem. En ting som er vigtig at understrege, er at vores viden hele tiden er under udvikling, at arkæologi bygger på indicier såvel som beviser og man kan derfor ikke tale en objektiv sandhed, den vil altid være en konstruktion.

Den gode side af at genopleve fortiden

For mig er det positivt at se alle deltagerne til vikingetræffet aktivt søge at øge deres viden om vikingetiden, at dygtiggøre sig i deres håndværk og deres entusiasme omkring at dele deres erfaringer. De er på sin vis et drømme publikum, som er nysgerrige, kritiske og aktiv bruger den viden museerne giver dem. Men man skal ikke tage fejl- Den måde vi vælger at genopleve fortiden er aldrig apolitisk. Når man ønsker at genskabe og genopleve fortiden er det for det første en ”filtreret oplevelse” – vi ser jo ingen trælle på vikingemarkederne, vi slår ikke vores koner og børn eller ofre heste, eller voldtager slaver. De fleste folk som deltager i vikingemiljøet gør det fordi det giver dem en følelse af fællesskab, af forståelse, i mange tilfælde en a-ha oplevelse som bøger og udstillinger ikke har leveret, og en forbindelse til fortiden.

Intet af dette er der noget galt i- men en gang imellem dukker der interessante spørgsmål op, som f.esk: Kan min koreanske kæreste også være viking?

Og her rammer vi hovedet på sømmet- for i det sekund at du bruger din kulturarv til at ekskludere andre og give dig selv særlige rettigheder, har vi truffet en ideologisk og politiks beslutning. Mange gange har jeg taget mig selv i at sige ved en rundvisning, ” ja, i vikingetiden var VI jo mest af alt bønder”….Men når der er et ”Vi” er der også et ” de andre” og når vi taler om fortiden – især en fortid som ligger 1000 år tilbage er det meningsløst at tale om et ”Vi”. Det antyder nemlig at der er en ubrudt kontinuerlig kulturel sammenhæng mellem de mennesker som lever i Danmark nu ( vel at mærke de hvide, som kan bevise et vist antal generationers ophold i landet) og dem som levede der for 1000 år siden. Men sådan hænger kultur og arv ikke sammen.

Plus hvad dækker det ”Vi” over? Det nuværende politisk geografiske Danmark er på ingen måder identisk med vikingetidens- og var det i øvrigt kun danskere som var vikinger? Så et Vi bliver her ekskluderende og det er jo lidt i modstrid med hele konceptet.

Men jeg kan godt forstå at man kommer til at sige ”Vi”, det er jo meget oppe i tiden at der findes en særlig danskhed, som helt unikt tilmed er genetisk bestemt, så man simpelthen fødes særligt dansk og der findes en helt rigtigt måde at være dansk på- Det har bla. noget at gøre med hvad man skal kunne lide at spise, hvor mange børn man må få og hvilket tøj man går i. Så skal man også synes at H.C Andersen er god ect- der er mange regler.

Alt i alt må vi konstatere, at vi ikke kan kontrollere hvad folk bruger fortiden til eller hvordan de vælger at se på den, men vi kan klæde de personer som bruger fortiden aktivt i deres fritid godt på. Vores levende formidlere er vores ambassadører og det er derfor vigtigt at vi tager dem alvorligt og giver dem mulighed for at være reflekterede- ikke bare i forhold til hvad de formidler, men også hvorfor de gør det. Deres motiver og oplevelser vil altid være meget personlige, men det er også styrken.

De moderne levende vikinger er i min optik t vigtigt redskab til at nå et publikum vi ellers har svært ved at fange, men vi skal være klar over at vi altid servere en yderst redigeret version af fortiden. Kan man gøre det til en styrke, frem for et problem, har vi skabt et spændende dynamisk forum, hvor vi kan vende og dreje spørgsmålet om retten til at skrive vores fælles historie.

Levende historie, reenactment, eksperimentel arkæologi og alt det midt imellem

Denne her blog er blevet til på baggrund af et projekt startet i 2010, som endte med at jeg i 2012 fik jobbet med at arrangere Moesgård Vikingetræf. Jeg er uddannet magister i forhistorisk arkæologi i 2006 og har gennem mit studie altid hygget mig med at lave rekonstruktioner-enten til brug i udstillinger eller bare for at prøve det. Men jeg har aldrig været det man med et gammelt dansk ord kalder “Re-enactor”. Jeg har til gengæld arbejdet meget med levende formidling- men hvad er det så?

Først skal vi lige have nogle grundlæggende ting på plads omkring arkæologi:

Teorien bag arkæologi, er at der findes en sammenhæng mellem en fysisk verden og en metafysisk verden. Ved at studere forhistoriens materielle kultur ( fysiske fund: genstande, bygninger men også knogler, pollen og andre spor) kan vi danne og et indtryk af fortidens samfund og immaterielle kultur. Man forsøger så at sige at skabe et billede af en forhistorisk virkelighed. Men en ting er teori, noget andet praksis: har denne stenøkse vi tolker som en stenønske, rent faktisk været brugt som økse? Ønsket om at komme helt tæt på og med egne øjne ( hænder, krop) erfare at ens hypotese holder vand, har eksisteret længe. Igennem 1960ernes positivistiske arkæologi blev eksperimental arkæologi til tesen om at ved at leve som fortidens mennesker, kunne man blive fortidens mennesker.

Eller sagt på en anden måde: ved at genopføre/genskabe dele af en materiel kultur fra fortiden vil man kunne komme tættere på hvordan det var at være menneske den gang.

Men det kan man ikke. For vi kan aldrig fralægge os vores egen kulturelle bagrund, vores egen tid og det er på baggrund af den, at vi ser verden. Men det betyder ikke, at man ikke igennem eksperimenter og rekonstruktioner kan opnå ny og vigtig viden- vi skal blot ikke regne med at få lige den viden, forhistoriens mennesker besad.

Reenactment

Betyder at genopføre- det har været noget selv de gamle romere benyttede sig af, når i i Colusseum skulle vise. hvor fedt det så ud, når de bankede germanerne. Så det at genopføre historien for at understrege en pointe, er langt fra noget nyt. Men for mange er det også en søgen efter den oplevelse, som historiebøgerne- hvor godt og medrivende de end er skrevet- ikke kan give. Reenactment er ønsket om ikke bare at erkende historien, men at opleve den ( “som at være der selv”) i en fysisk håndgribelig verden. Reenactment behøver derfor ikke have noget formidlende formål, andet end for den implicerede, men detaljegraden er vigtig hvis oplevelsen skal føles autentisk ( her i betydning af ordet “ægte/troværdig”).

Levende historie

Dækker over meget fra benhård skuespillerinstrueret first person reenactment ( vor man bare ER en malkepige fra 1860) til en børnefamilie som skal prøve at leve en uge i et jernalderhus. Fællesordet er “Levende”- dvs. der er altid levende mennesker involveret og et levende/fysiks miljø. Levende Historie er med rette meget populært, da det for det første kan anskueligøre nogle elementer som er noget nær umulige at formidle i en udstilling ( sådan føles det at ro et vikingeskib, sådan smager tørfisk, så mange kræfter skal der til, når man skal flytte en sten til en jættestue) nemlig alt det taktile, vores “kropsviden”.

I denne blog vil jeg beskæftige mig med både levende historie, reenactment, rekonstruktioner og eksperimental arkæologi. Jeg vil fortælle, hvordan jeg laver de rekvisitter jeg bruger i min levende formidling, hvilke beslutninger der står bag og hvordan jeg bruger dem.