Farver i fortiden – hvad øjet ikke ser

Seneste tids forskning har vist, at den gråbrune farvepalette ofte brugt til at gengive fortiden med på film og billeder, nok at skudt en smule forbi. Mosefundne tekstiler viser sig at stråle i nuancer rød, grøn og blå ( bla huldremosekvindes dragt og det knaldrøde sæt fra Thorsbjerg) som i flotte vævemønstre har vækket opsigt.

Kommer vi længere op i jernalderen og ind i vikingetiden, sørger internationale forbindelser for at eksotisk tekstil som silke, hele dragter med indvævede metaltråde i besværlige brokadeteknikker, som sikkert også har strålet i smukke klare farver. Men analyse af ældre mosefundne tekstiler, viser at vi har været med på den farvetrålende mode hele tiden.

Hvad ved vi?

Men hvordan ved man egentlig hvilke farver der er tale om? Ofte vil tøj som har befundet sig i moser og grave, være farvet af omgivelserne, så den oprindelige farve ikke længere kan afgøres med det blotte øje. Så hvad gør man så?

Farver er ikke bare farver- og der er mange veje som fører til Rom ( eller rød)..

Det er desværre sådan at rød, gul og blå ikke bare er, ja rød, gul og blå- Farver opleves ekstremt subjektivt, så det som er grønligt gul for en, er gråligt gult for en anden. Så når jeg her taler om, at vi identificerer farver, så er det de kemiske farve komponenter, der identificeres- ikke den visuelt oplevede farve. Men en ting er sikkert: stoffets farve i fundøjeblikket, er nødvendigvis slet ikke den farve, det har haft oprindeligt.

Farvet med ( fra venstre mod højre: regnfan, birk, røn, rød hestehov, tagrør, bynke, valnøddeblade)

Hvor ved vi det fra?

Hvad er det så vi ser, når vi kigger nærmere? Jo vi skal kigge på hhv Flavoniode, antrakinode og indigotin grupper.

Flavoniode farver kommer fra grønne planter. De er hyppigst en kilde til gul i form af apiogin og luteloin, MEN der findes også Antrocyane flavinoider, hvilket på et andet ord betyder blålige og rødlige farver, men ingen planter som indeholder antrocyaner, eri Norden er kendt for at havde været brugt til farvning af tøj- ja, man kommer til at se herrens ud af at plukke blåbær, men at udnytte dem til at farve med, er som sagt ikke registreret.

Antrakinoderne kan komme både fra dyr ( f.eks. de små røde lus vi bruger til at farve røde pølser og vingummi med) og planter og giver rød. Den mest almindelige kilde er planter af rubiaceae- familien, (bare tænk ” rubin” og så giver det næsten sig selv) hvor kraprod, som indeholder alizarin og purpurin, er den mest kendte. Men planter af galium slægten ( snerrefamilien) giver også rød fra rødderne, og endelig er der bark fra træ som Tørstetræ og rødder fra Tormentil.

 

Indigo- er blå. Og nok den nemmeste at kæde sammen med en specifik plante, for der er vitterligt ikke mange planter, som giver blå. Faktisk er det kun vajd og den tropiske fætter indigo, som har de evner.

Så hvis en af de komponenter er til stede, ja så er stoffet enten gul, rødt eller blåt. Hvor man før i tiden var nødt til udelukkende at bruge synet, har videnskaben bevæget sig fra en forstærkelse af synet (via mikroskopet) til at vi nu kan trænge ind der, hvor øjet ikke længere kan følge med.

Lige kort om grønt:

Grøn, som i ægte klar grøn, findes ikke som farve i sig selv. Sagt på en anden måde grøn er ikke en grundfarve, men en blandingsfarve. At nogle grønne planter kan give grønlige tekstiler, er fordi vores øjne ser dem som grønlige. De fleste grønlige nuancer er desværre ikke blandt de mest lysægte, og når de bleger, kommer deres sande grundtone frem.

Metoder/ hvordan ved vi det?

Der findes forskellige metoder til at få farven PÅ fibrene:

  1. de direkte farver: dette er farver som er vandopløselige og som gerne binder sig til fibrene
  2. mordant-farver: Dette er farver som er vandopløselige, som kræver en ”Mordant” ( bejdse) for at opnå en binding til fibre. En bejdse kan være en Tannin( garvesyre) eller en vandopløselig metalsalt som alun. Nogle planter- især barken af visse træer eller skaller fra valnødder farver i kraft af deres garvesyreindhold.
  3. Kype-farver: disse farver er slet ikke vandopløselige, men skal reduceres til en vandopløselig Leuco-form der kan trænge ind i fibrene. Når den oxcideres igen, trænger den ægte, ikke-vandopløselige farve frem.

I de to øverste tilfælde skal den vandopløselige farve trækkes ud af planten- ofte ved at koge den og efterfølgende bruge farvebadet. Her bruger man ofte ” The boiling method” /kogemetoden hvor man ved høje temperaturer og længere tid opnår at frigive meget farvestof, som så kan fæste sig.

I det sidste tilfælde skal man fortage en reduktion for at frigive et farvestof til væsken og det farvestof binder sig når det ved kontakt med ilt oxideres tilbage til sig farveform. Reduktionen kræver at man sætter gang i en proces hvor i en kemisk komponent fratages oxygen. Denne proces kan opnås med forskellige metoder, som med vajd f.esk kræver en basisk væske som gammel urin og askelud. Her kræver det erfaring at opnå de rette blandingsforhold, temperaturer og tider.

Forhistoriske tekstiler indeholder desværre ikke særligt meget farve, og omgivelser ( mosetanniner, rust ect) kan skabe et sløret billede af hvilke kemiske komponenter der er til stede- man kan med andre ord finde farvekomponenter som måske er landet der efter at tekstilet er blevet nedlagt/begravet/smidt bort.

Men hvordan ”ser” man så farver på tøjet, når nu ens øjne kan bedrages? Man skal faktisk vende farveprocessen om- dvs trække farven ud af fibrene igen.

HPLC- metoden:

High performance liquid chromatography

Det her er hvad min mands( kemi-og fysiklæren) litteratur siger om metoden – jeg har så prøvet at oversætte den så godt jeg nu kan:

”Kromatografi betyder egentlig farvetegning, men ordet bruges nu om en række analysemetoder, som alle bygger på det princip, at forskellige stoffer har forskellig bindingsevne til en given kemisk forbindelse på grund af deres forskellighed med hensyn til polaritet( positiv og negativ ladning). Denne bindingsevne kaldes Også for stoffets affinitet(hvor glad den er for lige den forbindelse) til den givne kemiske forbindelse. En prøve indeholdende forskellige stoffer udsættes for to ikke blandbare medier, hvoraf det ene er bevægeligt (den mobile fase- tænk på en graviditetstest, hvor væsken/tisset, stiger op an en sugende strimmel og når et bestemt hormon rammer et stof, det har en særlig ” Affinitet” med, så kommer der en streg) og det andet er fast (den stationære fase). De enkelte komponenter i prøven vil så fordeles mellem de to ikke blandbare medier. Den mobile fase altså væsken indeholdende stoffet)tvinges til at bevæge sig hen over den stationære fase, ( som f.eks papiret på en graviditetstest) hvorved det bliver muligt at adskille de enkelte komponenter i prøven. (man kan kort og godt se de forskellige farver i form af deres kemiske substans- indigo, flavinoider, antrakinoder udfælde sig )”

Så det man gør, er at man udsætter fibrene for en kemisk komponent som kan opløse farvematerialet og så benytter man sig af, at de farvekomponenter vil have forskellig struktur og ”affinitet”. Så lader man dem suge op af en ” stationær fase”, hvor man så kan se de forskellige komponenter udfælde sig. HPLC- metoden er en ekstremt avanceret og fintfølende version af dette- her måler man både hvor lang tid det tager for prøven at bevæge sig igennem systemet (retentionstid) og hvor meget af stoffet der (kvantitet). Så man kan altså både måle hvilken farve og hvor meget (kraftig) den er.

Nu er det jo mest resultatet som interesserer os- de kemiske analyser kan vi trygt overlade til laboranter og specialuddannede folk, vi skal bare være glade for at de findes og huske på det faktum, at det rødt stykke stof fra fortiden, i virkeligheden godt kan havde været blåt.

Men hvilke farver finder vi så?

Og hvilke planter har været brugt?

Det kræver et stykke godt bevaret tekstil hvis man skal få et rimeligt resultat- og her er de mosefundne tekstiler oplagte at undersøge. I 2009 udkom der et resultat af en større undersøgelse: Towards the identification of dyestuffs in Early Iron Age Scandinavian peat bog textiles I.Journal of archeaeological science nr 36/ Vanden Berghe A,, Margarita Gleba B., Ulla Mannering. Her undersøgte man et bredt udvalg af skandinaviske tekstiler fra moser og vådområder- disse er langt overvejende fra den ældre og yngre jernalder, men vi kan nok godt gå ud fra, at mange af disse farvemetoder- og planter- har været benyttet senere hen. Senere undersøgelser peger i hvert fald i den retning.

Gul…som så ikke altid er gult.

2/3 af alle de undersøgte tekstiler tester positiv for de vandopløselige gule farvestoffer. Men gul er jo ikke bare gul..mange planter giver forskellige gule nuancer fra en mørk brungul, til hidsig lime og ren solgul. Farver man på et gråt eller lyst stof er der store forskelle. De gule farvestoffer er til stede i mange planter, de er lette at finde, bruge og flere giver et fint klart resultat helt uden nogen form for bejdse. Jeg har farvet både grønlige, brunlige og rødlige nuancer helt uden bejdse og med så forskellige planter som tagrør, birk, skræppe, røn, rejnfan, duftløs kamille og lyng.

Til venstre: kruset skræppe om farver grøngul og som bare skal plukkes, da det er krudt og til højre den stærkt truede engskær. Den kan man købe frø til haven fra midgaardshave.dk – gør det! den børn værnes om.

 

Og nu kommer vi til det tricky- for hvilke planter brugte man i fortiden? Ja, hæ, øh..ser i, det er sådan at mens man kan se at der er et farvestof til stede, så siger det bare ikke rigtigt noget om HVILKEN PLANTE vi taler om…Så her skal vi se på sådanne kilder som pollen og makrofosilanalyse ( læs f.esk her: https://thegirlwhodigsthepast.com/2019/08/26/microscopic-evidence-plant-dyes-and-herb-medicine-from-the-viking-age/ ) Rejnfan, duftløs kamille, reseda /dyers broom, birk og ikke mindst den nu næsten udryddede engskær har været historisk kendt som kilder til gul. Men ret skal være ret- vi kan ikke sætte en finger ned, og sige ”det her, det er farvet med birk”..

Man er kort og godt nødt til at kende begge komponenter i forvejen. Så hvis man finder en ” ukendt komponent” skal man til at eksperimentere sig frem for at finde ud af hvilken kilde den kommer fra. Taler vi gule farver, er vi totalt på herrens mark, da et gigantisk mængde planter iver gul. Færre giver rød og endnu færre blå. Så det er muligt, men vi taler om et kolossalt arbejde hvor man skyder i blinde og håber på at ramme et match.

Ud i det blå:

I modsætning til gul, er der ganske få plantekilder til blå. Faktisk har vi kun to i norden ( vi tæller ikke tropisk indigo og blåtræ med i denne omgang) og det er den nordiske version af Indigo, nemlig Vajd og så svampe. Sidstnævnte er let at afvise som farvekilde, idet stoffet viser spor af Indigotin, som jo som navnet antyder findes i planter af indigoslægten. Hos svampe er det tilstedeværelsen af Terfenylkinoner, i det blås tilfælde teleforsyre som via en oxydering omdannes til dehydrogyrocyanin. Og ingen af disse farvekomponenter er til stede.

Fra 28 prøver fra 16 tekstilstumper finder vi rester af Indigotin, hvilket gør den til den næsthyppigste farvekilde. Dette forsætter op i vikingetiden, så den blå farve er altså vældig populær. MEN: Braking News! Det er kun i 2- TO- prøver, at den optræder alene! I de andre tilfælde er det sammen med gul- hvilket betyder at man har overfarvet stof for at få de klare ægte smaragdgrønne farver og i to tilfælde optræder de med røde toner, hvilket kan være et forsøg på at lave purpur. Den ægte purpur stammer fra havnsnegle og var-og er- åndsvagt dyrt. Man skal bruge enorme mængder snegle eller ” malke” sneglene for farvestof, hvilket er præcis lige så besværligt, som det lyder.

At farve med blå er heller ikke vanvittigt let og det kan muligvis være derfor, at man har overfarvet så hyppigt med den. En anden forklaring kan være, at farver man uden at bejdse, bliver farver mere blege. Ved at overfarve med vajd som ikke kræver bejdse, opnås stærkere og mere lysægte farver?

Fordelene ved den blå farve er ud over en ekstrem lysægthed, evne til at binde sig- selv på vegetabilske tekstiler, er at planten er nem at gro i haver, den sår sig selv år efter år og kan klare sig gennem frostkolde vintre.

Vi har fund af blår hør fra Vikingetiden og Jernalderen, og da hør tager ufatteligt dårligt imod de vandopløselige farver, har den blå muligvis været en af de få nuancer, man har kunnet indfarve hør med.

MEN- den kræver erfaring og varme, brugen af askelud og gammel urin gør den også til et ildelugtende bekendtskab og det er svært at opnår de stærke farver, hvis man er uerfaren. Så mens blå er en hyppig og (forholdsvis) let tilgængelig farve, er ren klar blå sjælden og har nok været et tegn på stor dygtighed.

Og så ser vi rødt:

Som tidligere nævnt kan visse bark-arter være en kilde til rød, tormentilrod er der også lavet forsøg med ( mange kender sikkert den blodrøde tormentil-snaps ) og vi skal ned under jorden, for at finde de dele af planten som giver rød.

Fra venstre mod højre: farvemysiker, jomfru marias sengehalm, krap og tormentil

Komponenter som Alizarin og Purpurin er tilstede i hjemlige planter som Jomfru maria sengehalm ( gul snerre) og asperula tinctoria, som på engelsk simpelthen hedder ”Dyers woodruff” men som så smukt her i norden kaldes ” farve- mystiker”. Disse planter er af Rubiacae slægten- altså den røde slægt. Alizarin optræder dog i langt større mængder i en anden Rubia-slægt, nemlig kraprod. Og her tyder det på at man har importeret denne plante, sikkert i form af de tørrede rødder, som har været let at transportere- og sikkert yderst værdifuld. Hele den flotte dragt fra Thorsbjerg mose, både bukser og tunika har været farvet med en plante som giver stærk rød- sandsynligvis den kostbare krap.

Kraprod kan godt gro under de mere nordlige himmelstrøg, men vi har ingen pollen eller makroforsilanalyser som kan bekræfte, at man har forsøgt sig med det.

At opnå de stærke røde farver kræver samme mængde tørret rod som garn- til tider dobbelt mængde rod. Og det gør den stærke røde til en meget kostbar farve. Farven er dog let at opnå da den er vandopløselig, men en del nuancer af den røde kræver en bejdse (mordant) for at virke. De røde nuancer som opnås via fermentering ( kypefarver) virker – ifølge mine egne beskedne eksperimenter- ganske glimrende uden bejdse. Her mangler vi dog et systematisk videnskabeligt arbejde for at kunne afgøre om det er muligt, at skelne mellem farver opnået med hhv. koge metoden eller den fermenterede kype metode.

Man fandt spor af Rhamnetin i Huldremose tektsilerne. Rhamnetin kendes fra Rhamnus-slægten/ Korsved som rummer over 50 slægter og 900 arter, men som her i landet er kendt mest fra rhamnus frangola bedre kendt som Tørst.

Eksperimenter med fermenteret bark af Tørst ( kilde . dragtjournalen) har vist sig at kunne producere røde nuancer- jeg har selv forsøgt mig og har uden bejdse opnået flotte nuancer fra rustrød til vandmelonrød. Så her har vi altså med en farve at gøre der med kogemetoden giver gule/orange nuancer, men faktisk er en kilde til en sjældne rød.

 

Hvad med svampe?

De fleste som har eksperimenteret med plantefarver, har kastet et misundeligt blik i retning af de farver som svampefarverne har kunnet trylle ud af rødlig okkerporresvamp, visse slørhatte og skællet kødpigsvamp: her får man både de sjældne lilla, klare røde og blå farver. Men har fortidens mennesker vidst dette? Og har de brugt svampene?

fra venstre: cinnoberslørhat, skællet kødpigsvamp ( sjælden i DK, ses i Sverige) og rødlig Okkerporresvamp)

Når jeg personligt er lidt forbeholden overfor at brugen af svampe til farve i fortiden, er det fordi de kræver særlige bejdser eller fermentering. Desuden har svampe har ganske særlige kemiske farve komponenter, som kan skelnes fra planteriget- og dem finder vi ikke i de forhistoriske tekstiler.

De fleste ( på nær skivelav og rødlig okkerporresvamp) indeholder tilmed mindre farvestof end planter og kræver derfor at man finder dem i ret store mængder. Der er dog én svamp man mener at have identificeret: blegskivelav/ Ochrolechia tartarea. Den er ret så interessant, da den ved korrekt behandling med baser ( som lud eller klassikeren : gammelt pis) giver eftertraktede purpur

og lilla farver. Slusegårdgraven på Bornholm er dog pt det eneste danske findested af denne farve, og det er såmænd logisk nok: blegskivelav vokser nemlig på klipper ud til havet og der har Bornholm nogle naturlige fordele..

Konklusion:

Man kan ikke stole på sine øjne: hvad som nu er brunligt, kan havde været grønt i fortiden

Langt over halvdelen af alle tekstiler viser spor af farver- fortiden har været farvestålende.

Der er fundet rester af farver som viser at man har behersket alle de nævnte farveteknikker

  • Blå er hyppig- men især sammen med andre farver, hvor man har opnået lilla og grøn
  • Gule nuancer er det mest hyppige ( og her taler alt fra brun til grønlig) og røde farver de sjældneste
  • Farvning med svampe er kun påvist i et eneste tilfælde – MEN det er også det mest uudforskede område.
  • Tilstedeværelse af et farvestof fortæller noget om farven, IKKE om planten den kommer fra.
  • HPLC- metoden kan finde de kemiske komponenter, men ikke alle er kendt eller kan knyttes til bestemte kilder. Sagt med andre ord- man ved ikke altid HVAD man har fundet.

 

Vil du vide mere?

Selve artiklen: Towards the identification of dyestuffs in Early Iron Age Scandinavian peat bog textiles af . Vanden Berghe ,*, Margarita Gleba , Ulla Mannering i : journal of archaeological science 36 2009

For dig med god tid, som ønsker at fordybe sig:

Dye and dyeing methods in late iron age Finland af Krista vajento 2016 ( denne Phd kan finds online og er en fantastisk gennemgang af metoder, kemi og tilmed udbygget med egne eksperimenter)

Mere sjov:

Dragtjournalen årgang 10 nr 14 fra 2016 er et temanummer om farver. Den udgives af Det danske Dragt-og findes online. Spændende nummer fyldt med gode artikler om farvning fra forhistorisk og historisk tid.

Mere om kromatografi..hvis du absolut vil..

https://scitech.au.dk/fileadmin/site_files/formidling/Kromatografi.pdf

 

Microscopic evidence: Plant Dyes and herb medicine from the Viking age

In 2011 archaeobotanist Reneé Enevold from Moesgaard Museum published a short report about the pollen analysis from two pit houses from the Viking age.

The settlement:

In the North-west suburbia of Aarhus lies Søften, a village of close to 3000 citizens. But there were people living there a 1000 years ago: a Viking age settlement with several pit houses.

 

( Dug-in houses-or pit houses from the Viking age are small buildings where the ground floor is “dug in” the ground from 50 cm to 100 below the surface. They are found in urban environments and in addition to large farms. A large part of them seems to function as specialized buildings for storage and specific crafts- mostly textile work, but also glass bead production, silver and gold work or even a smithy)

Samples was collected from two of those houses and pollen analysis preformed  (Pollen analysis: Palynology, is a type of environmental archaeology in which microscopes are used to analyse the range of plant pollens present in archaeological layers: these can tell us what crops, vegetation or ground cover were likely to have been present when a layer was deposited)

This method is usually used to study the surrounding environment, but in this case it revealed something else..

Since Pollen is close to indestructible, we can be sure that the pollen found in the samples represent the vegetation in the area at the time. HOWEVER- these samples lacked something we normally see in the archaeological layers: Trees and bushes.

Between 95 and 90% of the pollen found in the samples, belongs to herbs and grasses. This makes the archaeobotanist conclude that the house is what we would define as a “closed environment”- meaning that whatever plants found in the house, was brought there by a person, and probably for a good reason.

Food,Dyes…and medicine?

These two houses contained plants that are edible- grains like rye and barley, but also sea plantain (Plantago maritima) plants in the chenopodiaceae family, like white goose foot and grass-leaved orache, different types of cabbage and Cichorideae plants like dandelion and lettuce. These are plant we still in our modern days use for food.

( from left to right: Grass-leaved orache, White goosefoot and Sea plantain)

Some of these plants are probably collected in the wild, but we should not reject the idea about early evidence for vegetable gardening.

Other plants are non-edible, but even today known dye-plants:

  • Calluna vulgaris/heather produces warm yellow, brownish and green colors
  • Cuscuta europaea/European Dodder is a parasitic plant, used for red dye.
  • The Percicaria family know ad redshank or knotgrass can produce pink and reddish colorsFrom Top left: Knotgrass, heather and Dodder.

And then we have plants like:

  • Fern Leafed-Dropwort/Filipendula vulgaris used as a spice or even fragrance-plant- when you rub it between your fingers it releases methyl salicylate/ the smell of wintergreen.
  • Artemisia absinthium or wormwood has the same ability to produce a strong smell and was used in traditional folk medicine against worms (hence the name “wormwood)
  • Artemisea Vulgaris/common Mugwort has some of the same abilities.
  • achillea millefolium/Yarrow has been know since the Trojan wars as “soldiers Herb” since it contains some anti-inflammatory components that helps wounds to heal up without infection.
  • Cenetaurea jacea/Brown Knapweed can lover a fever and contains like Yarrow, ani-inflammatory components

From Left to rigth: Wormwood, Fern leafed Dropworth, knapweed and Yarrow:

We know very little about the use of wild/semi-domestic plants, gardening and especially medicine in the Viking age, but these two small houses from a common settlement have showed us that that even in a “hole in the ground” there is detailed and surprising evidence about the utilization of plants in the Viking age.

We just have to take a closer look.

For Danish readers, there is the link to the original report:here

The wrap around coat- fragtment 11 from Haitabau

Some thoughts on how we “read the textile” and combine it with the few pictures we have…

The Wrap-around coat is probably one of the most iconic costumes from the late Iron Age and Viking age. It is depicted on the Danish gold foil amulets (guldgubber), on Bracteats on the helmets from Valsgarde and Sutton Hoo sometimes rather detailed.

vendel grav 14 hjælm

( vendel grave 14)

slå om jakke guldgubbe

(Goldfoil figure Denmark 5 Century AD)

plate_2_l ( Sutton Hoo Helmet 625 AD)

Reiterscheibe_von_Pliezhausen

( The Pliezhausen brooch early 7 cent. AD)

And then there is the finds from Haitabau…

No less than 9 fragments are identified as being part of a wrap-around coat, they are very different in size, material and state. Some, like fragment 11 seems to be a piece with both layers preserved, some fragtments is just a small corner, but with a rim of fake fur!

I have chosen to focus on the pieces that, when you look at them all together, reveals a little more info on the wrap-around tunic. First thing first: when you study the fragments from Haitabau, it becomes clear that this is used-even worn out- textile. Some of the repairs are done poorly, and there are clear sings of secondary cuts and alterations. With that in mind lest take a look at fragment 11:

Fragtment 11:

Fragment 11 is mostly a large uncolored brown 2/2 twill that shows clear signs of repair. First, i´ll give you Inga Häggs interpretation, then my own.  But here are the facts:

  • The textile is 35 cm high, 37 cm long, 0,2 cm thick.
  • It has a rounded corner, and is cut diagonally across the weave ( bias-cut)
  • It consists of two layers
  • The seams are made with ordinary hem stiches

wrapbackside

And that is pretty much what we can agree on…I must admit, this little piece was quite a puzzle, and the many repairs makes it even harder to understand.

First things first: the piece have one clear and without a doubt – edge, its what appears to be the lower part of the fragment, where a hemmed edge is preserved. The piece is cut diagonally from left to right (That’s Inga Häggs interpretation- mine is the other way around, but i´ll get back to that..) forming a rather sharp corner. The opposite corner is a rounded corner, apparently  a hemmed  slit, which could be between 15 to 30 cm deep.

wrap3

 

The sharp diagonal cut has no clear egde, neither has the area around the slit or the upper half. So we have little -or no- idea how long the coat has been. Some basic mathematical principals can help us make a tentative estimate of the length, but since we have no information on the construction of the top, this could only be a well-qualified guess.

The layes:

one layer ( lets call this layer 1)is well preserved, its brown/uncolored wool, a 2/2 twill.  At the first glance it looks like it made in one piece- but it is at least 3 different parts sewn together ( 1a, 1b and 1c) they are all made out of the same fabric, so this seems to be intentionally and not repairs. Piece 1a is cut with the direction of the warp ( as you normally does it, 1b however is cut along the weft! Inga Hägg notice this, but not speculate more on it.

My interpretation: I think this is done with full intention and as part of a decorative feature. I see piece 1b as the decorative band running on the edge of the coat on the diagonal.  The placing of the warp and weft-cut fabric perpendicularly on each other gives a refined optic effect. it´s a way of creating the illusion of different fabrics and colors with one and the same piece of textile. The odd little square that seem added to shape a corner, actually explains a lot ( picture  – the added corner) When you fold the rectangular added piece, you are going to miss a small corner- but you can just add one on..

addedcorner

Inga Hägg notices that the hem here is done on the outside, -the wrong side is facing out- which is peculiar…. Indeed it is. And that’s why I’m pretty sure this interpretation is wrong.  She bases this interpertation on the textile on the other side- layer 2.

Layer 2

So let’s look at layer 2..layer 2 is actually 3 different types of textile, one 2/2 twill, the two others variations of tabby. They are all dyed. The stich work is highly irregular, large and in different color tread. Layer 2 is much more damaged; perhaps the different stich work is a sign of repairs? Inga Hägg believes this to be the lining of the coat, but i think we should also consider another interpretation- that this could be the outside of the coat.  On the Sutton Hoo helmet we see, that the jacket could be worn both ways- to left AND right. ( or maybe this is just an artistic representation- who knows?)

However- I think, that is just as possible that the worn, repaired and colored textile is on the outside of the garment- the irregular stich work could even be the remains of embroidery or where a decorative band used to be. Note that the seam on the layer 2 is hemmed facing inward layer 1.

When the coat became beyond repair, it was discarded.

So, what do we really know about the wrap around coat?

  • it could have a lining
  • it could wrap from left to right-or the other way around
  • it could be in several different colors and fabrics sewn together.

let’s take a look at how this coat could have looked. Since the wrap-around is a very long-lasting design, the sleeves could be either a simple square “add-on sleeve” or the tailored fit-in sleeve. In the same way, we don´t have any info on how fitted the coat is, and the long lasting design probably changes a lot during time and place. With all these reservations, here goes:

Idea number 1  : Inga Häggs suggestion

wraparound coat_ingahagg

The coat has a brown outer layer and a plant dyed lining. She believes that there might have been a decorative band or something in the bottom, since the lining appears to be longer than the outer layer. It is wrapped from left to right

Idea number 2 :My suggestion

wraparoundsara

I think that the plant dyed lining could be the outer side because:

  • It is more worn and repaired
  • It has the hemming stiches on the colored part is facing in- against – the natural brown fabric
  • It would be one the first and only examples of an entire coat (dress or pants or..) with the hemming facing outside.
  • The most common way to depict the coat shows it wrapped from the right to the left.

The added rectangular piece it folded so it would have the same thickness as the doubled layer fabric- maybe it is cover by the colored piece- maybe it isn´t.

Anyway, they are two different, but equally likely interpretations of the wrap around coat.

I have made a suggestion of possible Wrap-around Coat”- this is however just one layer- next i´ll try to make the two-layer typer. This is wool, 2/2 twill and tabby, Madder roots and walnut leaves

 

 

 

 

 

 

 

 

Kvindedragten i vikingetiden- lidt forskningshistorie og tre eksempler. The womens dress in the viking age- some reseach history and 3 exampels

Når dragten fascinerer os så meget, er detfor den bæres direkte på kroppen, den er som et andet lag hud- ikke kun funktionelt men også identitetsskabende. Med dragten bliver de forhistoriske mennesker virkelige, ikke kun et skellet eller tågede skikkelser.

Men dragter findes meget sjældent i hel tilstand og at rekonstruere dem er ofte en næsten umulig opgave. Den glimrende artikel ” Fragtmenter av Kvindedrakter fra vikingetiden- metode for identifikasjon av gamle tekstilfunn” af Hana Lukesová fra Bergen Universitet er et utroligt godt eksempel hvorfor. Hun har set på tekstiler udgravet så tidligt som i slutningen af 1800tallet og første halvdel af 1900tallet- dvs at hun har begrænsede muligheder for at få information om hvordan udstyret lå i gravene- alligevel har hun været  i stand til at få bemærkelsesværdige resultater. Dette indlæg er beseret på disse- jeg har oversat dele til engelsk, da artiklen kun findes på Norsk.

This post is about textile research and contains 3 examples on Norwegian female costumes from the Viking age. It is based on the Norwegian artikle ” Fragtmenter av Kvindedrakter fra vikingetiden- metode for identifikasjon av gamle tekstilfunn” by  Hana Lukesová from the university of Bergen. She has studied some graves excavated as early as early as 1880-1930. So she had only limited possibilities of knowing how the objects was placed in the graves. Still she has made some remarkable observations. I have translated this post, since the article is only in Norwegian..

De fund hun arbejder med, er alle tekstilrester rustet fast til skålspænder og kappespænder. Dette er ikke noget nyt, det er faktisk den normale situation. Det er også derfor at den viden vi har om kvindedragten næsten udelukkende handler om overdelen, nærmere bestemt området ved bryst og skulder. Resten er gætværk. Og derfor har kvindedragten skiftet udseende mange gange også selv om fundende er uændrede.

I 1938 studerer Agnes Geirjer tekstilfundende fra Birka ( udgravet af Hjalmer Stolpe i årene 1873-1895- altså mere end 40 år tidligere..) og hun bemærker lagrækkefølgen med en dragt inderst og en kjole med stropper ( stropperne ses tydeligt på indersiden af skålspænderne) yderst. Hun tolker den dog som to åbne, løse paneler:

selekjole agnes

The textile she is studying is small fragments rusted unto the surface of metal objects, in this case the oval brooches and the brooches for a possible cape. This is a very common find situation and due to this, most of our knowledge about the female costume is limited to the area around the breast and shoulders. The rest is pure guesswork. And that is why the ideas about the female dress has changed a lot, even though the finds remain the same. In 1938 Agnes Geirjer studied the Birka material excavated by Hjalmer Stople between 1873-1895. The notices the layers with one dress close to the body and another dress with straps (still in place in the oval brooches) upon it. Se interpreted it as two loose panels, not a closed dress.

I 1970erne og 80erne forsatte Inga Hägg dette studie af Birkafundende. Hun bed mærke i tekstilstratigrafien ( at de forskellige dragter lå i tydelige lag) og at man derigennem kunne identificere særk, selekjole, kappe/jakke. Hun mener at kjolen er lukket og at der i mange tilfælde også er tale om et lag mellem den inderste særk og selekjolen- måske en tunika? Hun bemærker også at den inderste plisserede særk lades til at være et 10 årh. fænomen.

In the 1970-80 Inga Hägg continues the study of the Birka material. She too notices the stratigraphically placed  layers  in the oval brooches and identify an additional piece of costume: a tunic between the særk and apron dress. She however believes that the apron dress is closed in the sides. And that the pleated inner dress is late phenomenon belonging to the 10 cent.

Flemming Bau studerer materialet i 1982, men føjer også billeder af figurer og billeder  fra sten og billedtæpper til sit materiale. Han tolker de mange par af stropper til at være forskellige brug af kapper, forklæder og en åben selekjoleselekjole flemming bau

Flemming Bau studies the material in 1982, but to his study he adds figurines and pictures from stones and tapestries. He believes stat the many straps might be evidence of a trail, additional apron and an open dress.

Fundet af Køstrupkjolen og en kjole fra Pskov i Nordvest Rusland viser dog, at kjoler som er helt lukkede fortil, også er udbredte. Der er alt stoffet mellem skålspænderne bevaret. Men det ene udelukker ikke det andet.

The find of the dress from Køstrup and Pskov in north vest Russia shows that apron dresses closed in front was in use- all the textile between the two oval brooches are preserved. But one model does not exclude the existence of the other.

Hana Lukesová undersøger 3 grave: Hyrt, Veka og Hopperstad. Som textilkonservator er hendes arbejde utroligt detaljeret, hun kigger ikke kun på selve tekstilet men bruger også viden om hvordan pletter og folder dannes efterhånden som kroppen forrådner. Hun konstaterer at man ikke nødvendigvis kan bruge den aktuelle fundsituation til at drage sikre konklusioner om hvordan dragten har været sat sammen. Stof er meget blødt og bøjeligt og kan lægge sig over under spænder efterhånden som kroppen falder sammen. Hun bemærker også, at man for at få dragten til at sidde på den afdøde, har måtte placere dele af dragten på en måde,som den nok ikke ville været båret mens ejeren var i live.

Hana Lukesová studies 3 graves from Norway. Hyrt, Veka og Hopperstad. As a textile specialist, her work is extremely detailed: se does not only have knowledge about the textile itself but also who the decay of the body affects the textile forming spots and folds. She concludes that you cannot necessarily conclude how the costume was worn based on the situation drawing, since the soft fabric moves around a lot when the body collapses. And sometimes the costume is placed on the dead in a manner that it would never have been carried while the owner was alive.

Den første grav Hyrt indeholder som de øvrige andre 2 grave to skålspænder af type R652 ( meget udbredt type i det meste af Skandinavien og baltikum) og et ovalt spænde til en kappe. Som den eneste er der fundet en vegetabilsk stofrest: blå lærredsvævet hør(1). Ovenpå den ligger en 2/2 kiper uld- en mulig uldsærk.(2) Rester af selekjolen mangler men der er stopper til den, så hun går ud fra at den findes. Ovenpå spænderne ligger der en fin 2/2 Krystalkiper uld(4) hvis vævekant er fæstet i det ovale spænde (3). I spænde 2 sidder der en snor-en mulig snor til perler?

skålspænder R652

hyrt

The first grave Hyrt contains as the other two a pair of oval brooches ( R652- a very common type in Scandinavia ant the Baltics) and a smaller brooch for a cape. As the only grave there are remains of plantfibers: a blue plain/tabby weave, placed closets to the body, probably a saerk ( 1). Upon this lies a 2/2 wool twill- another dress.(2) There are no remains of the apron dress but the straps that indicate one, are there. Over the oval brooches lies a fine 2/2 diamond twill wool- a cape (4) The smaller brooch has its pin through its selvage. (3) in one of the oval brooches there is a string- perhaps for pearls?

Den anden grav, Veka indeholder ingen særk, med mindre et lille bitte brudstykke af lærredsvævet uld er rester af særken. Det sidder i toppen af spænde 1.(1) Tilgengæld er der fund af samitum silke( 2) Et bånd er syet på vævekanten(5) af  en 2/2 kiper uld og der er tilmed lavet en strop i silke til det lille kappespænde.(3) Under skålspænderne ligger der rester af en 2/2 diamantkiper- ret sikkert selekjole. Men nu bliver det tricky: Kappen er nemlig fundet under skålspænderne!.Hana tolker det som at kappen er blevet lagt om den døde og man derefter har “nålet” hele dragten sammen for at dels vise spænderne, dels holde det hele på plads.

Veka

The second grave, Veka has no saerk, except a small remain of a tabby weave on one of the oval brooches could be it.(1)But it has Samitum silk! A band of silk is sewn to the selvage of a 2/2 twill(2)(5)- probably a cape(4), and there is even a loop made in silk for the small brooch(3). In the low end of the oval brooches there is remains of a 2/2 diamond Twill- probably the apron dress. An interesting fact is, that the cape is under the oval brooches! Hana interprets this a he cape being placed on the dead body, and then all the garments have been pinned together to hold the costume in  place for the burial, not a way it would be worn while the owner was alive.

Den sidste grav Hoppestad gør sig selv bemærket med helt utroligt mange stropper- hele 5 par! Hvor mange der er til selekjole/forklæde/slæb er svært at sige, da der er bevaret ganske lidt andet tekstil. Det som er bevaret er to fragmenter, begge i krystalkiper.( 2+3). Der er ingen særk eller kappe bevaret ud over hvad som måtte høre til stropperne. Når Hana med stor sikkerhed kan sige, at de to krystalkiper fragmenter ikke er fra samme kjole, er det fordi at trenden ( de lange tråde som løber i væveretningen) løber hhv. vertikalt og horisontalt. Min egen fortolkning er, at her er tale om en selekjole med et forklæde men den står helt for egen regning.

Hoppestad

The last grave is from Hopperstad and it only contains two oval brooches. They have an impressive amount of straps: 5 pairs! If some of those straps belongs to a cape/trail and an apron is hard to tell. There is no remains of a saerk. But there is two different remains of diamond twill(2+3). That there is indeed evidence for two different costumes and not two remains of the same dress, is due to the fact that Hana notice that the warp( the long threads running in the weaved direction)  runs in different directions: vertical and horizontal. My personal ( not hers) belief is that one of the remains is apron dress, the other an apron, not a full dress. But that is just my idea..

Artiklen er en virkeligt godt eksempel på, hvor langt man kan komme med lidt, hvis man er dygtig nok. men også et eksempel på, hvor meget gætværk der er inde over når vi skal rekonstruere dragter- vi ved stadig intet om længde og facon.

This article is a really good example on how a little goes a long way, when you are a skilled expert. But i allso shows who much is pure guesswork- we still know nothing about lenght and shape.

Man kan læse hele artiklen på norsk her:

if you can read Norwegian, you can read the article here.

fragmenter-av-kvinnedrakter_2

Flere Kilder- de nemme, de svære og de helt umulige. Birkaprojektet.

Inden vi kaster os over dragtdesign, vil jeg kort lige anmelde nogle andre steder man kan hente information-OG kort beskrive hvorfor det kan være så svært at få en arkæolog til at sige noget konkret om dragtens udseende.

Lad os tage et helt konkret eksempel: Birkagravene.

Birka er vel næsten sagnomspundet når det kommer til kilder til vikingetidens dragt, og Historia Museet- Sveriges Nationalmuseum- har lavet et fænomenalt arbejde i forhold til at digitalisere fundene. MEN at søge i en database kræver at man ved ret præcist hvad man søger efter og er bekendt med den pågældende databasestruktur. Men med Birkaprojektet er man så godt hjulpet, som det er menneskeligt muligt.

Jeg vil kort beskrive, hvordan jeg bruger de mange data- betragt dette som en guideline til en let måde at navigere mellem de uendeligt mange oplysninger. Et godt sted at starte er det visuelle: Her kan man finde billederne af alle de udgravningstegninger, som er blevet lavet i forbindelse med udgravningerne af Birka-feltet:

Tegninger af grave

Og hvordan bruger man sådan en tegning? Jo, det som er vigtigt at vide, er at tegningen kun er en tegning af én enkelt flade i udgravningen, dvs. at ligger der noget under den afdøde, er noget blevet gravet væk for at afdække graven, ja så vil man ikke kunne se det på denne tegning, da den kun viser én flade. Derfor kombinerer jeg tegningen med at søge på de enkelte grave- der er nemlig i mange tilfælde billeder af alle genstandende med museumsnummer ( det er det nummer, de bliver tildelt under selve udgravningen, som gør at man kan ikke alene finde dem igen i arkivet, men også i udgravningsrapporten se, hvor de er fundet henne i graven.

gravenes fund

Hvis jeg er helt utroligt heldig er den grav jeg er interesseret i, beskrevet i en af de tre Birkapublikationer. Og her er det, at det bliver svært..De er nemlig på tysk..Men der er andre kilder også på et mere tilgængeligt sprog(svensk) og under alle omstændigheder, er det utroligt flot at man har digitaliseret alle de skrifter. Find ordbogen frem og gå amok: Birka digitaliseret litteratur

Nu burde den hellige grav (Høhø) jo være velforvaret- men det er den ikke..fordi:

  1. Mange undersøgelser er lavet mere en en menneskealder efter udgravningerne og der er desværre talrige eksempler på, at fund er blevet rodet sammen, har fået forkert nummer, er helt forsvundet.
  2. Er det tekstil man kommer efter, skal man lige vide, at det blev såmænd ikke regnet for noget under de fleste udgravninger, og blev derfor hjerteløst spulet af, så man kunne komme ind til ” de rigtige oldsager”
  3. Tekstil bevares dårligt- ofte er de rester vi har, rustet fast på genstande og på størrelse med et frimærke.

Et godt eksempel er de smukke brokadebrikbånd med sølv- og for mandsgravenes vedkommende også guld-tråd har efter alt at dømme næsten altid været syet fast på et stykke silke, som igen er syet fast på tøjet. Men da det var båndenes metal, som interesserede arkæologerne, så blev meget tekstil skrubbet af..

De to forskere som i sin tid foretog de mest omfattende undersøgelser af Birkatekstilerne, er Agnes Geijer og Inga Hägg- og deres undersøgelser er som sagt fortaget mellem 30 og 50 år efter at gravene blev gravet.

Er man god til tysk, er Agnes Geijers bog Birka III-die textilfunde, et must read. Dog er der væsentlige fejl i den, som dog skyldes at fund og fundnumre er blevet rodet sammen- men den tager vi senere:

Birka III- die textilfunde

Inga Hägg har skrevet om fundende både på svensk og engelsk:

“Viking Women’s Dress at Birka: A Reconstruction by Archaeological Methods.” I: Cloth and Clothingin Medieval Europe, edited by N. B. Harte and Kenneth G. Ponting. London: Heinemann Educational, 1983, 116–150.

“Mantel och Kjotel i Vikingetidans dragt: I Fornvännen 66/ 1971 side 141-153.

De her to artikler kan man faktisk nemt få fat i ved at bestille dem som kopier fra Stats biblioteket eller Det Kongelige Bibliotek- gør det! De er meget let læselige, og beskriver fint hvor lidt materiale en arkæolog har at gøre med og hvor meget vi skal kunne få ud af det.