Fuglekvinden og Bjørnemanden

kvindenigraven

I 2017 blev der ved Hillesøy ( ved Kvaløya- en ø i fjorden ud for Tromsø, i det nordlige Norge) udgravet 2 bådgrave fra vikingetiden. Den ene tilhørte en kvinde på en 40-50 år begravet omkring 770-840. Skibet er et 8,5 meter langt klinkebygget skib, som ud over den afdøde og hendes genstande også viste sig at indeholde gravgaver, muligvis madvarer, men alt hvad der nu er tilbage, er knoglerne og de beholdere som har fungeret som opbevaring. Den anden bådgrav kan være lidt ældre og tilhører en mand i 40erne

Graven er utroligt velbevaret og undersøgelserne virkeligt grundige, så vi har mulighed for at få et detaljeret blik på en ældre ( 40 er ikke det nye 20 i vikingetiden, det er nok mere de nye 60) kvinde fra det øvre sociale lag i Norge i vikingetiden.

Livet på Kvaløyer:

I området er der fundet spor af en konstant beboelse med større gårde som strækker sig helt tilbage i jernalderen. Omkring 77 registrere gravfelter og 16 beboelser er kendt i området. De fleste har nok ernæret sig ved landbrug og fiskeri- et stabilt bondesamfund, hvis placering også har muliggjort langdistancehandel. Gravene indeholder knogler fra mælkeproducerende dyr som får, geder og kvæg, fugle fra nåleskov, hede/overdrev og kysten. Knogler fra store fisk som torsk og Helleflyndere viser, at man har sejlet ud på det åbne hav for at fiske.

Billeder fra Venstre mod højre: Rødnæb, Torsk; helleflynder, Skarv,Urfugl, Lunde og Jærpe

Gravene peger også på, at man har haft forbindelser til det store udland, samt stærk kontakt til de samiske kulturer.

De to forskellige både og grave peger dog på to meget forskellige liv:

Ang både: Både er en nødvendighed, når man bor på en ø, og de to bådgrave repræsenterer faktisk to forskellige typer: ud over kvindens klinkebyggede båd, tilhører den anden grav- mandes- en mindre type uden sejl og med en anden konstruktion? Muligvis en kravelopbygning ( billede) eller syet som  vi kender det fra hjortespringsbåden? I hvert fald ikke en båd til det åbne hav..

kravel opygning - Kopi

 

 

Bjørnemanden

Manden er omkring de 40, ukendt dødsårsag, men gravgaverne kan måske give os et hint: i graven har han et usædvanligt spyd, et sværd uden håndtag og en økse. En kam, en kniv og nogle perler fulgte også med. Det mest interessante er dog de 2×5 bjørnekløer som er fundet på hver side af den afdøde. Noget kunne tyde på, at manden har været svøbt i et bjørneskind ved begravelsen og dette passer godt overens med spyddet, som kan være et såkaldt bjørnespyd.

Billede: Nutidigt Bjørnespyd, Spyddet i graven

Om båden, spyddet og skindet er mandes egne anskaffelser eller de er handlet med en samisk elite, kan vi kun gætte om.  Er han en fornem stormand, udstyret med stærke kontakter og belønnet med et bjørneskind? Eller er det bygdens lokale bjørnejæger af samisk afstamning? Bjørnen er et dyr med vældige kræfter, og optræder hyppigt i vikingetidens kunst, og bjørnekløer (både den ægte vare og klo-formede vedhæng i bronze) blev brugt som smykker af de nordfinske og baltiske kvinder.

Billede, venstre mod højre: Torslundapladerne, Krystalvedhæng fra Obbekjær, Finske Hængesmykker formet som bjørnekløer og stolpe fra oseberg skibet.

Fuglekvinden:

Der er tale om en kvinde på omkring 164 cm – hvilket er over gennemsnitshøjde for kvinder på den tid. Hun er mellem 40 og 50 år gammel, har slidgigt i et niveau vi i dag kun ser på folk over 60 år. I hendes lårbensknogle ses ”harris lines”: det er linjer som ses i røntgen som fortættet hvid knoglemasse.

harrislines

De opstår hvis man i barndommen og ungdommen har perioder, hvor ens vækst går i stå. Kvinden har altså gennem sit liv oplevet mulige traumer. Sult, sygdom, hårdt fysisk arbejde.

Hvad har hun spist?

Hendes tænder er virkeligt interessante, da de meget hærgede- faktisk ligner hendes tænder noget, som vi ellers kun finder hos folk som lever af kulsyreholdige sodavand? Hvordan kan det nu hænge sammen? Bæller man cola dag og nat i vikingetiden?

Billede:Kvindes kæbe og moderne “cola-tænder”

Nej, men meget tyder på, at den såkaldte ”sæter-økonomi”, vi kender fra middelalderens Norge, allerede fungerer i vikingetiden. En sæter økonomi betyder, at ens fokus er på græssende mælkeproducerende dyr. Mælken bruges så konserveret i form af valle/myse, surmælk og ost. Mælk er trods det dårlige rygte, det har fået i dag, et virkeligt smart fødemiddel med høj ernæringsværdi, og der er stort set intet spildprodukt. Madvarer som kød og kål kan nedlægges i surmælk/valle og således holde sig. Men en kost på tørfisk opblødt i valle, er hård ved bisserne. Kvindes knogler fortæller via isotopanalyse at hendes kost har haft bestået af en stor del af havlevende dyr, og hun har sågar sæl med i graven. Men surmælken og vallen har sat sig et andet spor: meget mørnede tænder.  Gede/fåreknogler, fugl, fisk og kvæg har fulgt hende i graven- sikkert rester af et måltid til den døde og afspejler sikkert hvad man har levet af: Fisk, mælk og kød.

Myseost= vikingeost?

Myseost-og-hoevl_810px

Et sæterbrug har langt mere græsningsareal end kornmarker. Fuglene i hendes grav viser tegn på både det åbne landskab( urfugl) nåleskov ( Jærpe) og kyst( skarv og lunde) og kysten samt det åbne hav har givet fisk som torsk, helleflynder og rødnæb. Et Norsk liv og landskab, som vi den dag i dag, kan genfinde.

Dragten i døden:

Kvinde ligger på sin højre side, så efter døden kan hendes påklædning og udstyr have rykket sig en del. Hun har ikke færre end tre skålspænder, hvor den ene har været anvendt som et kappespænde midt på brystet. Indeni og ovenpå spænderne og på de to knive hun fik med i graven ( en alm kort kniv og en art krumkniv), sidder der fastrustede tekstilrester. Disse små fragmenter kan antyde dragtens opbygning, men meget lidt er bevaret og noget så dårligt, at man knap kan identificere det. I døden er kroppen også faldet sammen og har rykket sig, så det skal man have i mente, når man prøver at lure hvordan dragten har set ud.

I graven har hun været lagt på siden, med benene bøjet. På samtlige spænder og redskaber ses rester af birkebark, som tilsyneladende har været brugt som et dække af den afdøde. Under dette lag, ligger der et stykke tekstil- et muligt tæppe som et liglagen.

Inde i spænderne finder vi flere slags stof, som giver os et hint om en dragt: De to store skålspænder, som tydeligvis er et par  finder vi (ud over barken og tæppet på ydersiden af spænderne) tre slags stof. Et groft lærredsvævet stof viklet om nålen og nålehuset, et fint lærredsvævet stof som ligger under nål og nålehus og et fint kipervævet stof, som det ser ud til at nålen har været stukket igennem. I spænderne sidder også rester af nogle tykke snore, som muligvis har været brugt til ophæng af genstande? Knivene måske?

I det enlige skålspænde, som er af en ganske anden type end de andre, sidder der lidt rester af noget som kan være pelsværk og til den anden side en strop. Dette spænde har siddet mellem brystet og hagen, og min personlige tolkning er at den holder sammen på en kappe/slag/jakke som er kantet/pyntet med pels. Hårene er desværre for fragmenterede til at blive bestemt. Disse hårrester ses også på knivene og de andre spænder, så der er tale om et klædningsstykke, som omslutter kroppen.

Under hagen, ved spidsen af kravebenene ligger 3 perler. De ligger over alle spænderne, så de har nok ikke hængt mellem dem, men været båret som en halskæde. Hun har en ravperle, en fin blå perle af en type som normalt fremstilles omkring middelhavet og en stribet perle. Skålspænderne er alle af typer, som normalt er fundet i velhavende grave, sættet med de to tyndskallede spænder er faktisk en udbredt norsk type, som kun i to tilfælde ( Skåne og Birka) er fundet uden for Norge.

Så hvordan har hun været klædt?

Tekstilerne er ikke undersøgt for farver, så der må man være svar skyldig. Men dragten lades til at bestå af mindst 3 dele: en særk af fin lærredsvævet uld. Over den har hun haft en kjole i krystalkiper, som ikke har gået op til det tredje spænde under halsen- det er yderst nærliggende at tolke den som en selekjole, hvor skålspænderne har været stukket direkte igennem stoffet forneden og har et sæt stropper i et andet materiale, nemlig et groft lærredsvævet stof. Om halsen har hun haft en perlekæde med 3 perler i, og hængende fra skålspændesættet har hun haft sine knive og en kam af rensdyrtak.

Yderst har hun haft en kappe eller jakke, som er været lukket øverst på brystet, som har været enten foret eller kantet – måske sågar dækket af- pels. På den ene sidde sidder der rester af det samme grovere lærredsvæv, også i form af en strop viklet omkring nålen. Hvordan skal det tolkes? Det meste fine pelsværk er helt utroligt sart og har ikke samme fleksibilitet som stof. Derfor er det nødvendigt at montere det på tekstil, som kan holde sammen på det. Kan kvinden være iført en pelskantet jakke eller kappe, som kan lukkes i halsen med en strop, så man ikke skal stikke spændet gennem det sarte pelsværk?

Samiske vikinger?

De 2 afdøde i bådende var 2 ud af mange- andre undersøgelser har påvist at der er tale om et decideret gravfelt. Men sammenlignet med andre norrøne vikingegravfelter, at disse to personer udsædvanelige. Bjørnemandens båd og gravgaver er uligt noget andet vi kender, og mens kvinden har ret typiske gravgaver med som kam, tenvægt, kniv og perler, er hendes tyndskallede skålspænder noget vi forbinder med international handel og høj status, og perlerne er ligeledes importgenstande. Brugen af birkebark i graven er en samisk skik, men den klinkebyggede båd og dragten er bestemt en anden kultur. Fuglene i graven og sælens knogler kan være måltidsrester, men der er tale om udelukkende vinger og fødder. Som mandens bjørneskind, er denne skik også noget vi forbinder med samiske grave. Både vinger og skind er næppe nedlagt som fødevarer, men den symbolske betydning skal man ikke negligere: At iføre sig fjederham/dyreham skal opfattes både symbolsk, men også meget konkret: ved at tage dyret ( eller dele af dyrets) hud og hår på, overtager man dyrets egenskaber: styrke, luftbårenhed, hurtighed. Denne forestilling finder vi i samfund med en animistisk religion, hvor shamanen kan gå ind i åndeverdenen ved hjælp af den magt, som ligger i dyrehammen. Er det dette, vi ser her? Hvem ved.

Disse to mennesker viser os hvor mangfoldig kulturerne var i hele det gigantiske geografiske og tidsmæssige rum, vi har valgt at kalde vikingetiden.  Det minder os om, at hver gang vi taler om ”Vikingerne” som et generisk begreb, så gemmer der sig et unikt individ med en særlige skæbne i hver grav, hver rustne kniv og benkam.

Jeg kan kun anbefale at læse disse glimrende publikationer, de er på Norsk, men det går nu nok.

Link til mandens grav: http://www.norark.no/prosjekter/nodvegen-pa-hillesoy/en-batgrav-fra-yngre-jernalder-pa-hillesoy-ved-tromso/?fbclid=IwAR3bl0KbxDD8R5axXnV0Zn5r6OZ5y6SdzSNBPU_GGn7L4afjOWHhtL9iKhg

Link til kvindesgravhttps://uit.no/Content/678228/cache=20202404125710/Rapport%20Hilles%C3%B8y%202018%20web.pdf

 

Have a seat

Hvis man de sidste 20 år har besøgt et vikingemarked, er man med garanti stødt på den berømte og berygtede ”afrikastol/stjernekiggeren”. Den fås med eller uden udskæringer, med og uden pels.

afrikastol

Og mest af alt: uden arkæologisk belæg.

Vi har til dags dato ikke rigtigt fundet noget som kan tolkes som værende en stol af denne type-så hvad sad man på?

Tjaa, når man var ude på en mark, så på jorden, en sten eller væltet træstamme. Et vikingemarked har den udfordring, at man på en gang gerne vil give et overbevisende indtryk af en midlertidig markedsplads/samlingsplads i vikingetiden, men samtidig tilbringer man meget tid i sit telt med at sidde ned- til stor forskel fra hvad man egentlig ville have gjort.

Så stod man op hele tiden?

Nej- man sad på sin hest, i skibet, til bords, på snittebænk og sikkert malkestol. Man sad på sengekanter, kirkebænke og stensætninger. Og naturligvis stole.

De stole vi har fundet, afspejler faktisk meget fint siddemøblers funktion i vikingetiden: enten noget praktisk til midlertidigt funktionspræget ophold ( spise, arbejde) eller et ”højsæde”, hvor stolen har været med til at fremhæve den siddende position. En hyggelig lænestol eller behagelig campingstol, som man sad på for det at sidde, er noget som hører et mere moderne menneske til.

Vi har fund af simple taburetter og bænke uden ryglæn. Vi har fornemme, tunge stole med ryglæn og sirligt snedkerarbejde. Vi har figurer som sidder på det som mest af alt kan beskrives som en trone. Og endelig har vi faktisk amuletter som kan tolkes som en stol- og det er nok ikke en hvilken som helst stol.

Hvis man savner sit ryglæn og døjer med ryggen pga alder og sygdom, kan man trøste sig med at man i det mindste ikke levede i vikingetiden. Hvor man statistisk set nok enten havde været død eller på vej til det. Plus man var vant til en anden standart for bekvemmelighed, så man har ikke savnet noget, som ikke eksiterede. Møbler på den måde som vi kender det i vores moderne hjem, som er lette, flytbare og relativt billige i anskaffelse og samtidig meget bekvemmelige, er ikke noget som dukker op i fundmaterialet. Almindelige dagligdags praktiske møbler som en bænk, et bord som godt kan være en planke over bukke) og en skammel har som mange andre dagligdags genstande levet en cyklus hvor det bliver udtjent, genanvendt og til sidst forsvinder. Så der er en logisk forklaring på, at vi ikke svømmer i borde og bænke. Store genstande i træ er i øvrigt sjældenheder, men når vi finder dem, så er det ofte i sammenhæng med andre store velbevarede trægenstande- f.eks i Oseberg graven. Stolen herfra er bestemt fin, men nok mere et højsæde, end en tarvelig taburet.

Og apropos højsæde:

Når konger/dronninger og gejstlige er vist siddende på særligt sæde, ofte med høj ryg og fine udskæringer, er det fordi at sådan et højsæde- eller trone som vi nok vil kalde det i dag- ikke så har meget har til formål at hvilke en træt ryg, som at placere den siddende i en særlig position, hvor man selv i siddende stilling er placeret i ansigtshøjde med den stående. Så derfor kan man ikke trække en lige linje mellem komfort, behov og funktion- en stol med et ryglæn er dejlig, men ikke nødvendigvis noget som har været hver mands eje og ikke nødvendigvis placeret i et almindeligt handelstelt.

Stole, bænke og siddepladser på et marked

Så hvad gør man? Ud over at lide i stilhed..

Hvis man ønsker at gengive et realistisk billede af en omrejsende, så er der nok ikke nogen vej uden om de mest primitive skamler og bænke. Har man sit ”højsæde” med, bør man overveje om man også har en person med status og pondus til at udfylde dette.  Når man har været på rejse, har det enten været på vej hen til en bebyggelse hvor møbler enten allerede eksisterede, eller mod en midlertidig bosættelse af en varighed, hvor man hurtigt kunne finde/fremskaffe noget at sidde på. Så fraværet af en masse siddemøbler skyldes ikke alene fattighed i fund, men at man har haft en kultur, hvor det at sidde længe og slappe af med en god bog, ikke eksisterer. Meget arbejde blev udført stående eller måske udenfor hvor man udnyttede dagslyset. Så nogle gange betyder fravær ikke fravær i fundbilledet, men fravær i tradition.

 

UPDATE PÅ BJ838- nyt Broderi fra Birka, rod i arkivet ELLER: en pengekat fra vikingetiden?

På opfordring lovede jeg at finde lidt flere oplysninger på det stykke tekstil som blev kaldt ” Tapestry” og som kvinden i grav BJ838 er svøbt ind i.  Så jeg går igang med at kigge på hvert enkelt billede, i håb om at kunne finde noget, som kunne være dette omtalte stykke stof.

MEN!  jeg finder istedet noget andet…nemlig både et brikbånd som hører til graven ( var det dette mystiske stykke som lå over hendes pande?) og noget helt andet og langt mere spændende- nemlig et broderi!

Broderier er meget usædvanlige i vikingetiden, hører til den absolutte overklasses dragter og ellers mest noget vi kender fra billedtæpper, såsom Oseberggraves tekstiler eller Baeyux-tapetet.  Vi har broderier i silketråd, uldtråd og metaltråd. Broderier med metaltråd kræver en særlig teknik, kaldet “nedlagt syning”, hvor den forgyldte tråd eller sølvtråden ikke trækkes gennem stoffet, men syes fast til det med en anden tråd, og på den måde danner et fint og meget tredimensional motiv. Man ser det idag mest på messehagler og kostbare kongelige uniformer/dragter.

Nå, men tilbage til vikingetiden- hvad er nu det for noget, men det lille broderi- Inga Hägg nævner det ikke med et suk? det gør Agnes Geirjer i øvrigt heller ikke? men databasen mener bestemt, at det findes i graven!Skærmbillede 2018-01-10 14.41.58

Motivet beskrivende som ” hjort der kigger bagud”. Mens selve broderistumpen er helt ny, er motivet ganske velkendt- det er blot første gang jeg har stødt på det i en kvindegrav.

“Hjort som kigger bagud” kender vi fra en pragtfuld ryttergrav som BJ 832, hvor broderiet er lavet i den såkaldte nedlagte syning i guldtråd, med sølvpossament og indlagte bjergkrystaller- det er glitter og glimmer på et højt håndværkteknisk plan. Men hvor har det siddet? er det en del af dragten? Eller måske hesteudstyret? Begge de grave hvor ” Hjort som kigger bagud”- broderier har været fundet, har været ryttergrave.

 

hjortiguldbj832

Heldigvis for os, var H. Stolpe ( eller hans assistent) en fantastisk tegner og det er tydeligt, at den lille hjort må have befundet sig midt på kroppen- desværre er skelettet ikke bevaret, så vi må kigge på de ringspænder og stopper som ligger ved siden af, og ud fra disse forsigtigt gætte, at broderiet har været båret mit på brystet.  Den er desuden en del af et “sæt”, da der er fundet en bid af et  lignede broderi, som også kunne være en hjort, den har tilsyneladende ligget nedenunder den første- mere om det senere.

Bj832mhjort

Grav 735 er en berømt dobbeltgrav og rytterrgrav, men det som er interessant her, er at der sørme også er et fund af “Hjort som kigger bagud”. Her er broderiet dog lavet i silketråd, men der er sølv omkring motivet. Her er ligeledes tale om et ” dobbetmotiv” dvs to identiske hjorte, men herfra bliver det spændende! Da samlingen blev dokumenteret havde man kun mod til at fotografere det sarte stof fra én side, men man vare mere dristig i 1938, da Agnes Geijer havde fat i fragtmentet, og vendte det om- Der er nemlig tale om en lille “pose” broderet på begge sider med identiske hjorte!

hjortsom kiggerbagudbj735

Den anden side kan nu kun beses på tavle 36 i Geijers bog..Den er kantet på tre sider med sølvtråd i nedlagt syning. Der er som i grav BJ832 også indlagt bjergkrystaller.

Hvad er dog dette? en pengekat fra vikingetiden? en pung til særlige genstande? man kommer til at tænke på de baltiske hængesmykker ” Kaptogaer” som indeholdt hellige genstande. Nogle af dem har faktisk motiver vi genkender fra vikingetiden med heste og ..tada: hjort som kigger bagud!

kaptorga

I Grav BJ 735 ligger den lille ” pengekat” eller havd det nu er ved siden af sværdet, næsten ved hoften- men da den grav er meget forstyrret, ville jeg ikke turde lægge hovedet på blokken og gætte på, hvor den mon har været båret.

Bj735mhjort

Hvad så med vores lille fine broderi fra BJ838? hvad er så det? Det er kun beskrevet som tekstil, så det er ikke i metaltråd- om det er uld eller silke? tja…who knows?  Det er heller ikke beskrevet som siddende fast på noget, jeg kan ikke finde det på tegningen og hvad værre er: DER ER INTET BILLEDE! Sådan noget driver en god arkæolog til vanvid, for kan der være tale om, at en genstand er fejlplaceret? er det i virkeligheden et andet fund som er blevet lagt ned i skuffen? Hvis det er fundet sammen med BJ838, er det den første rene kvindegrav, hvor jeg er stødt på det og det ville jo være fantastisk.

Under alle omstændigheder bliver jeg nu tvunget til at skrive til Historiska Museum- hvem ved, måske har vi fundet vikingetidens første pengekat?